Anmeldelse: Suburra

Organiseret kriminalitet på film er fascinerende og har siden filmens fødsel været enormt populært. Gerne dem, der er grænseoverskridende voldsomme og omhandler den italienske mafia i USA og produceret samme sted. Italiensk film kan også, bedst bevist med Matteo Garrones mesterlige filmatisering af Roberto Savianos bestseller "Gomorrah" og senere Stefano Sollimas HBO-serie af samme navn. Hvor "Gomorrah" handler om den magtfulde napolitanske mafia i Comorra-området, har Sollima nu kastet sig over den kriminelle underverden i Suburra-distriktet i Rom.

Det tog Gud syv dage at skabe verden. Syv dage tager det også for Rom at kollapse engang i november 2011. Fra slummet i Suburra til den korrupte politiske top og en pave, som er på vej til at gøre det umulige. Systemet kollapser, og magtspillet begynder for alvor. Toppolitikeren Flilippo "Pippo" Malgadi (Pierfrancesco Pavino) er en af landets mest magtfulde mænd, der udnytter sin position til at forvandle Ostia – en romersk havneby – til Italiens svar på Las Vegas. Naturligvis med hjælp fra mafiaen. Da "Pippo" afpresses af en ung bølle, som ved et "uheld" derfor bliver dræbt af en anden lokal bølle, sættes en række andre "ulykker" og skandaler i værk. Det ender med en kædereaktion, der får enorme konsekvenser for den kriminelle underverden – såvel som landets regering.

Der er langt fra den håndholdte dokumentaristiske stil i "Gomorrah" til det hyperæstetiserede portræt af Berlusconis Bunga Bunga-fester og blodsudgydelser i den tunge neonoplyste efterårsregn i "Suburra". Magtens råhed er imidlertid lige fascinerende i begge film. Hvor "Gomorrah" er én af de bedste gangsterfilm fra 00'erne, kan "Suburra" meget vel gå hen og blive en af de bedste fra 10'erne.

Æstetisk balanceres der elegant mellem Fernando Di Leos voldsomme 70'er poliziottesco-actionfilm, en kulørt variant af amerikanske politi-thrillers såsom "The French Connection" og "Dirty Harry" og den farvemættede 80'er-lignede MTV-musikvideostilisering – som vi kender fra bl.a. "Drive" og senest "Stranger Things"-serien. Planen er også at Netflix, der stod bag "Stranger Things", benytter filmen "Suburra" som afsæt til en kommende serie i 2017. Holdes alene det høje tekniske niveau ud i lyd og billede fra film til serie, kan det gå hen og blive virkelig spændende.

Multiplot-fortællingerne i "Suburra" er subtilt kædet sammen, hvor der skiftes mellem ekstremt underholdende actionsekvenser og nærværende, mere langsommelige portrætter af filmens mangfoldige persongalleri. Sollima tager sig tid til at udpensle, hvor koldt det er på toppen, i nærmest Michael Mann-poetiske sekvenser for uanmeldt at slå over i nervepirrende skuddueller – ikke helt ulig netop "Heat". Selvom visse plottråde virker en tand for konstrueret i bestræbelsen på at sammenflette dem i en angstprovokerende brutal finale, druknes de mest presserende spørgsmål i den bloddryppende dommedagstunge atmosfære.

"Suburra" er selvbevidst italiensk håndværk, når der virkeligt skal spilles med mafiamusklerne. Udover at være en stemningstung mareridtsfærd i en underverden, end ikke Dante ville bevæge sig ned i, står Stefano Sollima også bag en virkeligt underholdende thriller om, hvordan magt korrumperer – og hvordan den æder sig selv op indefra.

Suburra