Anmeldelse: Suntan

Kærlighed er en sær størrelse og én, der nemt kan misforstås. Den kan forveksles med begær og fascination og kan blive en slem fjende, hvis den forblændes af ensomhed. Det sidste er især problemet i den græske "Suntan", der foregår på en af de solrige, græske øer, men som ikke har meget andet at gøre med lys og glade dage. Selv når hovedperson Kostis i "Suntan" danser iblandt sine nyfundne venner, er det med en vag desperation, der er ubehagelig at se på.

Kostis har nemlig fået et slem tilfælde af "ung med de unge". Som læge er denne lidelse ikke under hans ekspertise, selvom det er dén, han selv balancerer farligt på grænsen af. Kostis er nyankommen på en græsk ø, hvor befolkningen om sommeren kun runder 800 mennesker, og hvor det er svært for ham at sætte sig ind i de efterladtes lidelser, når en gammel kone dør i sin seng. Men så kommer sommeren og med den turisterne; i særdeleshed den kun 21-årige Anna, der sammen med sine skabagtige og ekstroverte venner ser den buttede læge som en morsom kuriositet.

Han ser hende som sin redning fra et ensomt liv, og her begynder en balancegang, der hele tiden truer med at tage alting fra manden, der i forvejen ikke har meget. De unge smukke mennesker danser sammen, mens han manøvrerer sig ind som en flodhest i en sommerfuglerede. Hans smil på diskotekerne udviser en ynkelig taknemmelig, mens hans nye bekendtskaber allerede har glemt den snart midaldrende tyksak med det fjollede tøj – noget, han har købt til lejligheden. Man skal vel prøve at passe ind.

Kostis forelsker sig ikke i den purunge Anna, fordi hun er hans anden halvdel, eller fordi hun forstår ham bedre end nogen anden. Han forelsker sig i hende, fordi hun er den første kvinde på øen – og i lang tid, mærker man – der giver ham opmærksomhed. Det er idéen om kærligheden, der nu har grebet om den stakkels mand, hvis gerninger bliver mere og mere hovedløse, alt imens han graver en dybere grav af selvmedlidenhed for sig selv. Ved ikke at tale med nogen på øen får han heller ikke venner, og der er ingen med et apriorisk råd, der kan få manden til at stoppe sig selv.

"Suntan" er ikke en film om uigengældt kærlighed, men en film om farlig besættelse, der har fået grebet om en mand, der ikke føler megen anden identitet end at være øens læge. Hans liv har ikke været, som han havde forestillet sig, erkender han overfor en gammel universitetskammerat, men samtalen fortsættes aldrig. Bekendelser hører ikke til øens fåmælte læge, der i stedet lader sig forføre af øens sommer, fyldt til randen med overfladiske mennesker, der har tænkt sig at forlade stedet – og Kostis – lige så snart, denne har tjent sit formål.

Men Kostis kan ikke længere se forskel på ægte og falsk interesse, og det er denne balancegang, der er allermest interessant i "Suntan". Et hav af store følelser er ikke velanset for unge turister, der gerne bare vil feste, have vilkårlig sex, drikke sig i hegnet og svømme i azurblåt vand. Det er letfærdig sommer imod længselsfuld vinter. Det ved instruktør Argyris Papadimitropoulos heldigvis godt og har derfor begået en film, der kigger ind i sjælen på en mand, der har brug for solen, men måske ikke helt kan tåle den.

Suntan