Anmeldelse: The Beguiled

Filmen er en genindspilning af 1971-udgaven med den klingende danske titel "Én mand, syv kvinder", hvor Clint Eastwood spillede hovedrollen.

Familien Coppola. En traditionsrig filmfamilie, historisk set. For selvom senior, Francis Ford Coppola, er næsten pensioneret, er både datter Sofia, søn Roman og for nyligt også konen aktive i faget. Her godt fjorten dage efter mor Eleanor Coppola sprang ud som instruktør, er datteren Sofia tilbage og aktuel med sin sjette spillefilm, "The Beguiled". En genindspilning af 1971-udgaven af samme navn med den klingende danske titel "Én mand, syv kvinder", hvor Clint Eastwood dengang spillede hovedrollen.

"The Beguiled" starter med en uventet ankomst, da den sårede nordstatssoldat McBurney (Colin Farrell) tages indenfor til førstehjælp på en pigekostskole og efterfølgende ligger indelukket til pleje i husets sygeseng, hvor han tilses af de unge piger og husets to damer. Det leder dog hurtigt til jalousi, intriger og magtkampe blandt pigerne, som under borgerkrigen ikke er vant til herrebesøg. Og den sårede soldat nyder de ombejlede kvinders tilnærmelser. Men hvem har nu egentlig lige magten over hvem?

Komisk bliver det, når selv de helt yngste småpiger skiftes til at imponere og forføre den sårede soldat, som vi aldrig kommer helt ind og lærer meget om. Kvinderne toppes om McBurneys opmærksomhed og selskab. De vil alle have en bid af kagen i form af McBurney, som også gerne vil smage på det hele fra sin sygeseng. Ja, egoismen og de seksuelle spændinger tager i den grad over, i huset hvor kvinderne gemmer sig, mens mændene slås udenfor.

Her bydes på lidt af en stjernebesætning. Vidunderbarnet Elle Fanning ses i rollen som den ældste af de flirtende piger, mens Kirsten Dunst er lærerinden, og Nicole Kidman spiller forstander. Sofia Coppola er en kvindelig instruktør, der har formået at forblive frisk og bevare interessen fra sit publikum. Hun fornyer sig i små film med store navne på plakaten og har slået sig fast som hende, der laver film til – og med – det stærkeste køn i hovedrollerne.

I "The Beguiled"spores tydelige elementer og træk helt tilbage til Sofia Coppolas første spillefilm, "The Virgin Suicides". Dog er "The Beguiled" komedie i første del og drama, der grænser til gys, i sin anden del, hvor det hele vendes helt på hovedet. Seksuel spænding afløses af gru og frygt. McBurney ændrer sig nemlig drastisk, men det gør samtlige af de damer også. Hen mod slutning bliver filmen imidlertid så tam og ordinær, at det får den til at falde sammen. Niveauet ryger således fra flot top til skuffende bund. Synd og skam, da det så let kunne have været et veludført stykke drama, der ikke var langt fra et mesterværk. Få ændringer have fuldendt stykket – men det ender forudsigeligt, kedeligt og tamt.

Hvad filmens egentlige budskab og pointe er, står stadig uklart. Med den valgte sløjfe på historien er der sået tvivl om, hvem der i virkeligheden var de gode. Og ikke mindst, hvad Sofia Coppola i sidste ende ville fortælle med et flot skudt periodedrama med piger i kostume og en mystisk liderlig mand fra en historisk periode, hvor "damerne" normalt ikke var i fokus.

The Beguiled

Kommentarer

The Beguiled

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen