Anmeldelse: The Divergent Series: Allegiant

Young adult-genren med bl.a. filmatiseringerne af "The Hunger Games"- og "Maze Runner"-bøgerne har over de seneste år udfyldt tomrummet efter Harry Potter. Det eventyrlige og godmodige er udskiftet med det revolutionære og konspiratoriske. Tonen på tværs af bøger og film er et tidssvarende ekko af medielandskabets uoverskuelige informationsstrøm om katastrofer og kriser, hvilket tilsyneladende går rent og segmenteret ind. En anden af de mest markante young adult-franchises, "Divergent"-serien, er nu nået til tredje og næstsidste episode.

Vores kære Divergent-heltinde, Tris (Shailene Woodley), er sammen med sin Divergent-kæreste, Four (Theo James), flygtet fra Chicago. De vil se, hvad der findes bag muren ude i den virkelige verden, langt væk fra de lokale stridigheder. På den anden side af muren mødes det umage par af en sandhed, der vender op og ned på deres verdensbillede. Ikke nok med at de må forholde sig til deres nye viden, de skal også finde ud af, hvor de selv står midt i det hele - samtidig med at endnu en krig er på vej. Ja, det er hårdt at være teenagere i en post-apokalyptisk verden.  

Verdens kaos er naturligvis en metafor for et utilpasset og identitetssøgende teenagesind. Forfatterinden bag bøgerne, den 27-årige Veronica Roth, har med 35 mio. solgte "Divergent"-bøger ramt en nerve, der ganske vist nærmer sig pubertær prinsessedyrkelse samt svælger i teenageromance og byder på forudsigelig forældreopgør. Filmatiseringerne er ikke mindre succesfulde, hvor nu tredje del i serien følger op på tidens mest homogene young adult sci-fi-serie - og gør det ekstremt underholdende og overbevisende. Til trods for at hovedpersonen stadig er notorisk irriterende.

  

Selvom fremtidens Chicago er opdelt i fem forskellige grupperinger, ikke ulig den stereotypiske high school-inddeling, vi kender fra alskens amerikanske ungdomsfilm, byder Tris' brud med eget grupperet ophav og sociale rangstige på andet end intriger og småfnidder i krogene. "The Divergent Series: Allegiant", som er den helt korrekte titel, vil gerne kommentere på overskyggende emner som masseovervågning, borgerkrig og menneskerettigheder. Dette med et snas alle-for-én-uden-leder Occupy-retorik. Det er oppe i tiden, og det er sikkert noget, der virker cool for idealistiske teenagere.

"Allegiant" er mundret og selvbevidst med sin pseudo-politiske kvidren - og tror så standhaftigt på eget budskab, at præmissen accepteres. Fordi der ikke er meget slinger i valsen med en stramt fortalt narrativ og flere gode actionscener underholder filmen i høj grad - selvom der ikke er de helt store overraskelser undervejs. At Shailene Woodley ikke ligefrem brænder igennem, og at der bør forventes langt bedre præstationer af hæderkronede skuespillere som Naomi Watts og Jeff Daniels, kan muligvis tilskrives "Red"-instruktør Robert Schwentke. Ikke desto mindre er den nuværende "Divergent"-trilogi - sidste del kommer næste år - i sin helhed absolut værd at fornøje sig med.

  

Det er fortrøstningsfuldt, at der er gode ungdoms-underholdningsfilm som "Maze Runner" og "Divergent"-serierne - også selvom ingen af dem byder på noget revolutionerende. Selvom den tematiske selvforståelse i "Allegiant" er højtflyvende, skal filmen ses som underholdende young adult sci-fi - og ikke mere end det.