Anmeldelse: The Handmaiden

Har man spist blæksprutte med hovedpersonen i "Oldboy", så ved man, at den sydkoreanske instruktør Park Chan-wook er en grænsesøgende og aldrig kedelig filmskaber. Derfor er der massive forventninger til hans returbillet til Korea, "The Handmaiden", som er hans første film i hjemlandet ovenpå en sviptur til Hollywood, hvor han snakkede med Nicole Kidman & co. via en tolk, selvom han taler fejlfrit engelsk.

Bygget løst på en britisk krimiroman er "The Handmaiden" en glimrende hvem narrer hvem-fortælling, der er opdateret fra det viktorianske England til den japanske kolonisering i Korea under Anden Verdenskrig. En lykkeridder udgiver sig for at være en højtstående greve i håbet om at forføre en japansk overklassekvinde, der står til at arve en formue. Inden forløbet allierer han sig med en lommetyv – en ung koreansk pige – der ansættes som tjenestepige for millionfruen for at tale ham op og udspionere samtidig. Men ikke længe går der, før et trekantsdrama i højeste potens opstår.

Park Chan-wook elsker at drible med store eksistentielle spørgsmål gennem små, afgrænsede korridorer. Her får den ikke for lidt med hensyn til at prikke til de japansk-koreanske relationer. Der er et tilbagevendende Marquis de Sade-præg i skildringen af det underdanige koreanske møde med japansk højkultur. Rollefordelingen er klar her, og det fungerer godt midt i gættelegen, nu hvor rollefordelingen hos karaktererne skifter som vinden.

"The Handmaiden" er heller ikke genert og bruger sin seksualitet som medfortæller. Filmen anstrenger sig gevaldigt for at give (nok især sit hjemlands) publikum hedeture med en generelt ret lummer tone, inden den så kaster sig ud i fuldblods lagen-gymnastik, der giver David Lynch og "Mulholland Drive" kamp til stregen, hvad duggede ruder angår. Instruktøren er lidt rigeligt besat af sine hovedrollers smukke ydre, men han klarer frisag, fordi deres kønsdrift bruges som en effektiv metafor for frigørelse og løsrivelse. Og så er den unge skuespillerinde Kim Tae-ri virkelig stærk i sin debutoptræden.

Og hvor er det herligt at se, at den sorte humor ikke er glemt hos instruktøren, der får komisk afløb ved at lade en birolle fylde mere end planlagt (sådan virker det i hvert fald). Som den lige dele ækle og velorganiserede onkel er en gråhåret Cho Jin-woong et dejlig upoleret indslag som porno-antikvar og sadistisk røvhul. En afsluttende kælderscene med ham og den mandlige hovedrolle bliver i hvert fald svær at slette fra hukommelsen.

"The Handmaiden" har rigtig meget på tapetet i sin tematik, og især i sin historie. I forhold til sidstnævnte ender det med at være overlæsset, men aldrig ødelæggende for Park Chan-wooks fortælleglæde og hans eminente evne til at ryste posen hvad angår struktur. Med vanlig frækhed formår han at skabe liv i en meget "vævet" film, som er yderst roligt pacet, og under hele forløbet formår han at være halvandet skridt foran os andre. Det er noget af en bedrift.

The Handmaiden