Anmeldelse: The Party

I enhver god film er der en indre mening med galskaben – en indre morale, der vil sige noget mere end det, vi får foræret på lærredet. Det kan også siges om Sally Potters nye film, "The Party", der bruger sine karakterer som symboler i stedet for mennesker, og hvis tematiske kampe desværre ender med at overskygge den fine start i en film, der er lavet mange gange før.

I et intellektuelt overklassehjem i England er en kvinde netop blevet premierminister. Dette skal selvfølgelig fejres med de tætteste venner til en aften, hvor alliancer og relationer bliver testet og udsat for utallige prøvelser, indtil den endelige konklusion endeligt finder sted. Denne afslutning lægger vi i øvrigt ud med at se, men det er ikke så underligt. Sally Potter er ikke en instruktør, der nogensinde har været fuldkomment interesseret i plot, men i stedet i billeder, følelser og – som det er tilfældet med "The Party" – tematikker.

Dette er ikke en spændingsfilm, der hele tiden får os til at gætte på det næste trin, men derimod en film, der er som skabt til at lade os pege fingre af mennesker, vi heldigvis ikke har noget tilfælles med. Paradokset ved "The Party" er dog netop denne trang til at pege fingre, for dette er lige præcis den slags film, som karaktererne ved dette middagsselskab ville tage ind at se. Lidt gøren grin med en intellektuel overklasse, der heldigvis ikke er som os. Vel? Det er vel ikke os selv, vi sidder og griner af?

Det er svært at sige, om denne form for diabolsk dobbelttydning har været Sally Potters hensigt fra begyndelsen, men "The Party" kommer nu alligevel ganske godt fra start. I et teatersetup tackler Potter misforstået feminisme, politisk hykleri og bedrageriske relationer med skarp instruktion og et blik for detaljer. Omkring afrundingen af filmens første halvdel begynder disse tematikker dog at overdøve selv den musik, en af personerne bliver ved med at spille i husets centrale stue, og overspillet teatersprog bearbejdes nu næsten udelukkende med tematik for øje. Problemet med den slags fremførelse er, at vi mister følingen med personerne og i stedet begynder at fornemme en løftet pegefinger.

Her er mændene vattede – for at sige noget om den rygradsløse maskulinitet. Selv manden, der har støttet sin kone i årevis, må til sidst give sig hen til den smukke, yngre kvinde, der har brug for ham. Men kvinderne er ikke meget bedre. Selvoptagede går de rundt og kan ikke se meget længere end til deres fintfølende næsetipper – med undtagelse af en enkelt djævelsk kvinde, hvis råd burde tages med mere end et enkelt gran salt.

"The Party" er den ultimative intellektuelle komedie, inden den bliver for selvsmagende. Det er en film, der ynder at grine af andre, men har det en smule svært med at grine af sig selv. Det er også en film, der er født af det nuværende politiske klima i England, og hvis energi er en af dens mest imponerende facetter. Humoren er sort som den mørkeste nat, men havde Potter haft en smule mere kant, når det gjaldt en genspejling af publikum, ville "The Party" være fyldt med farver på trods af sine sort/hvide-billeder.

The Party