Anmeldelse: Thelma

Med den overflod af superheltefilm, der er ved at kvæle filmindustrien, er "Thelma" en interessant vinkling på en kvinde med enestående kræfter i et realistisk miljø.

Der hersker ikke megen tvivl om, at instruktør Joachim Trier er Norges håb, når det kommer til at lave film som resten af Skandinavien. Fans af hans tidligere film "Reprise" og "Oslo, 31. august" vil også klappe i hænderne over "Thelma". For os andre er der alligevel noget, der mangler. På trods af de smukke billeder og den originale historie om en ung kvinde, der har været undertrykt af sin omverden så længe, at hun ikke længere ved, hvem hun selv er.

Den unge Thelma er på mange måder et offer for en streng kristen opvækst. Da hun tager til universitet og storbyen samt begynder at leve sit liv væk fra de overvågende forældre, får hun samtidig lov til at opleve det liv, der var forkastet for hende før. Med dette nye liv kommer også kærligheden i form af Anja, der sætter Thelmas liv i så stort et kaos, at hun nu begynder at opdage de kræfter, der hviler indeni hende, og som snart vil tvinge hende til at tage et dominerende valg i sit liv.

Med den overflod af superheltefilm, der er ved at kvæle filmindustrien, er "Thelma" en interessant vinkling på en kvinde med enestående kræfter i et realistisk miljø. Det er dog ikke realisme, der interesserer Trier, men derimod smukke billeder, der i sig selv fortæller en indre historie om en kvinde, der nu føler sig tiltrukket af de ting, hun hele livet har fået at vide, er forkerte. Men måske med god grund.

"Thelma" har en overbevisende tendens til at vende vores egne følelser mod os selv. Den filmiske opsætning er indrettet til den manipulation, film er så gode til at skabe, og det er netop dén manipulation, Trier bruger til filmens fordel i sidste halvdel. Hvor vi er bestemt til at have ondt af den stakkels Thelma over den tilværelse, hun er opdraget til at have, begynder vi langsomt at have en forståelse for de rammer, hun er tvunget til at indfinde sig i. Alt det, tilskueren vidste før, bliver vendt på hovedet, og igen er vi som seere nødet til at tage stilling til, hvad der er rigtigt og forkert.

Alt dette er selvfølgelig grundet Triers fuldkomne instruktion og forståelse for sin egen historie. Med "Thelma" har han skabt en sensuel og kompleks oplevelse, der alligevel sommetider rammer et dødvande, dens historie ikke er fyldig nok til at undgå. Det er, når Trier kommunikerer Thelmas indre konflikter ved brug af enestående billeder og dertilhørende symbolik, at "Thelma" opnår de højder, den har sat sig for øje. Men når historien og dens indhold skal videregives som information, er det straks sværere at have tålmodighed med Triers ellers formidable fortællestil.

"Thelma" går film som "Proxy" og "May" i bedene, men formår ikke at være lige så stærkt som nogen af disse søstrefilm. Ved at dyrke den billedskønne symbolisme og lejlighedsvis for beherskede fortællestil magter Trier ikke at skabe den medfølelse for titelpersonen, der er det vigtigste i en historie om en outsider, som prøver at indfinde sig i en ny verden. Der er ingen tvivl om, at Thelma er en sød pige, der fortjener gode ting i livet, men vi bliver aldrig forelsket i hende. Forelskelse er en for varmblodig følelse for en – trods alt – kølig film som denne.

Se Moovy TV's "Thelma"-interview med instruktøren Joachim Trier: