Anmeldelse: Tilbage til Montauk
"Tilbage til Montauk" er en historie om tabet af den store kærlighed mellem to mennesker og handler om gensynet 17 år efter. Historien giver associationer til Richard Linklaters enestående "Before"-trilogi.
"Tilbage til Montauk" er instrueret af Volker Schlöndorff, der blandt mange film tidligere har instrueret den Oscarvindende "Bliktrommen" (1979). Schlöndorff har sammen med Colm Tóibín lavet manuskriptet, der er delvist adapteret af Max Frischs memoir "Montauk" fra 1975, som er en autentisk historie om en weekend i Montauk, Frisch har tilbragt med en yngre kvinde.
Hovedpersonen, Max Zorn (Stellan Skarsgård), er forfatter og er taget til New York for at promovere sin nye roman "The Hunter and The Hunted". Romanen omhandler en kort, men lidenskabelig kærlighedsaffære i New York fra 17 år tilbage. Max har et håb om at løbe ind i den kvinde, Rebecca, som romanen er inspireret af. Gennem Max' agent får han fat på Rebecca, og de får aftalt at tilbringe en sidste weekend sammen i byen Montauk – her får de sat deres uafsluttede kærlighedsaffære på en prøve. Samtidig har Max en yngre kone, Clara, der nogle måneder forinden er rejst til New York for at hjælpe med bogens udgivelse og lancering i USA. Max' kone aner ikke, at Rebecca findes i virkeligheden.
Som handlingen skrider frem, begynder det at gå op for Clara, at bogen måske ikke er ren fiktion. Wolff leverer sammen med Stellan Skarsgård og Nina Hoss fremragende præsentationer af deres karakterer. Nina Hoss spiller den distancerede Rebecca, som er blevet en succesfuld advokat. Hun vil fra start intet have med Max at gøre og er ikke imponeret over at se ham, da han opsøger hende. Da de sammen tager til Montauk, åbner hun op for Max. Generelt har filmen et langsomt tempo, og først efter filmens første halvdel befinder de to sig i Montauk – en smuk, lille fiskerby på yderspidsen af Long Island, som har en helt særlig betydning for de to hovedpersoner. Max og Rebecca vandrer frem og tilbage på stranden, ligesom de går frem og tilbage i deres minder sammen. Særligt i en af scenerne fra Montauk træder Rebecca for alvor i karakter over for Max, hvor hun ellers gennem filmen er følelsesmæssigt passiv.
Fortællingen berører især svigt og fortrydelse. Historiens åbningsscene er, hvor Max læser højt fra sin roman. Mens han taler direkte til kameraet, fortæller Max en historie om sin far og om hans råd om at følge det, der er vigtigt i livet, ellers vil man fortryde det. Herefter fortæller han om to kvinder – én, han har såret, og én, han har svigtet. Max ser sit snit til at opsøge Rebecca, hans største fortrydelse, da han vender tilbage til New York. Bliver det Rebecca eller Clara, han ender med at svigte i sidste ende?
"Tilbage til Montauk" er alt i alt en romantisk fortælling, der sætter spørgsmålstegn ved, om det er muligt at genskabe kærligheden efter så mange år. Historien når for alvor klimaks i den sidste halvdel af filmen, men er på trods af dens langsomme tempo værd at vente på, og skuespillet gør fortællingen overbevisende. Filmens helt store spørgsmål bliver: Er kærligheden mellem Max og Rebecca i virkeligheden ægte eller blot en smuk historie, der kan skabe en succesfuld roman?