Anmeldelse: Where to Invade Next

USA over for Europa. Individets behov over for fællesskabets. Indrømmet, det er måske at trække linjerne lige lovlig skarpt op. Men det er jo også dét, han gør – Michael Moore altså. Verdens nok mest berømte dokumentarfilminstruktør har gennem en lang række af USA-kritiske dokumentarer fundet en sikker vej ind i hjertet på enhver venstreorienteret vesterlænding. Overfladisk og ensidigt bliver det til tider, men underholdende har den Michigan-fødte filmmager altid været. Denne kurs holdes støt og fast i hans nyeste film, hvor Europa simpelthen ikke kan roses nok.

I "Where to Invade Next" er Moores pointe, at USA ville drage fordel af at lade sig inspirere af de samfundsstrukturer, man finder i forskellige europæiske lande. Drop de militære invasioner og tag til udlandet for at stjæle idéer frem for olie. Moore rejser derfor til en håndfuld lande i Europa for blandt andet at høre om gratis sygesikring, lange frokostpauser, kvindekvoter og legalisering af stoffer. Han planter et amerikansk flag i hvert land, som et symbol på, at han nu har invaderet dem og hapset deres påfund.

Moore skynder sig at sige, at han er i Europa for "at plukke blomsterne, men lader ukrudtet stå." Der anerkendes altså, at Europa har problemer, men det er ikke filmens formål at italesætte dem. En holdning, der som sådan er helt i orden, men i sidste ende medvirker det også til at undergrave filmens anvendelighed. For vurderer man ikke netop en god idé ud fra, om den gavner, mere end den skader?

Det virker som et amputeret udgangspunkt for en film. Bliver vi kun præsenteret for de positive konsekvenser af en given lovgivning, må det siges at være svært at danne en nuanceret holdning til, hvorvidt denne lov egentlig er en gavnlig lov. Og kan implementeringen af gratis uddannelse i et lille land som Slovenien overhovedet sammenlignes med, hvad det ville kræve at indføre i et land med 320 millioner indbyggere? Det er nok svært, men "Where to Invade Next" kan i stedet anskues mere som en kilde til inspiration end som en afrundet løsning på diverse problemstillinger. Set i det lys har Michael Moore formået at formidle sine opdagelser med et glimt i øjet og så stor underholdningsværdi, at meget kan tilgives.

Filmen er orkestreret med sikker hånd og er præget af en munter tone. Moore vil høre om idéer, der virker, men han vil også have det sjovt. Det smitter i den grad af på filmen, der føles som et frisk pust inden for en genre, der ofte søger at vække forargelse hos sit publikum. Måske kommer filmen aldrig for alvor i dybden, men den fungerer særdeles godt som en humørfyldt opslagstavle over idéer. Det er svært ikke at blive imponeret over Moores evner som filmskaber. Opbygning, timing og tonering – det hele sidder i skabet. Men da filmen nærmer sig sin afslutning, kommer der malurt i bægeret. En kvindelig islandsk direktør interviewes om landets mange tiltag for at fremme ligestilling mellem kønnene. Her holder hun en brandtale om, hvordan hun som kvinde og europæer ikke kunne se sig selv bo i USA. For hvordan kan amerikanere dog vende det blinde øje til landets store sociale ulighed? Hun synes, at alle amerikanere skulle skamme sig. Inden da havde hun solet sig i rosen af Islands kvindekvoter – en lov, hun intet har haft med at gøre. En så selvsmagende og fordømmende enetale var det, at arrogancen i hendes udråb langt overgik hendes medmenneskelige budskab.

Førnævnte interview satte tanker i gang. Er formålet med "Where to Invade Next" i virkeligheden at udstille europæernes snobbede og selvbekræftende fællesekstase over egen indretning? Sandsynligvis ikke, men lige i det øjeblik føltes det sådan. Således ender filmen – måske ufrivilligt – med at blive en ganske fin påmindelse om, at skepsis kan være sundt. Skepsis over for det amerikanske system, skepsis over for det europæiske og skepsis over for Michael Moore.

Where to Invade Next