Anmeldelse: Manhattan (4K)

Woody Allens mesterlige komedie-drama fra 1979 er for nylig blevet restaureret og er nu blevet udgivet i det knivskarpe 4K-format. Den spiller i den forbindelse i juli måned i Cinemateket i København. Det vil sige, at man har chancen for at se en af vor tids mest toneangivende auteurs' mest fuldendte film.

I "Manhattan" spiller Allen selv den midaldrende tv-forfatter Isaac, der kæmper med at finde sig til rette i livet. Hans eks-kone Jill (Meryl Streep) har forladt ham for en kvinde og skriver en bog om bruddet. Han går ud med en unge pige, Tracy (Mariel Hemingway), som elsker ham, men som han ikke tager alvorligt. I stedet indleder han et forhold til sin bedste vens eks-elskerinde Mary (Diane Keaton). Isaac opsummerer på et tidspunkt selv filmen som en idé til en novelle: En gruppe mennesker på Manhattan skaber konstant unødvendige neurotiske problemer for sig selv for at undgå de reelle spørgsmål i livet.

De er alle frygteligt moderne og selvbevidste. Dialogen er fyldt med freudiansk jargon. I filmens første replik taler Isaacs ven Yale (Michael Murphy) om kunstens essens, og Isaac følger op med en jokende reference til Camus' "Faldet". Kontrasten mellem vennernes prætentiøse Weltschmerz og småligheden af deres egentlige problemer er pinligt klar og komisk, men også meget let at genkende. "Manhattan" regnes ofte for Allens hovedværk. Det er en af hans mest personlige film, hvor Allens eget kunstneriske ophav og bagland bliver behandlet med ærlig og kærlig hånd. En kommentar leveres igennem Mary, der opremser en række af Isaacs helte med højdepunktet af skandinavisk verdenssyn som fashionabel pessimisme. Isaacs (og Woodys) kærlighed til Kierkegaard og Bergman er intet andet end glorificeringen af hans egne komplekser ved at knytte dem til store filosofiske problemer.

Filmen er en ambivalent kærlighedserklæring til byen New York og en af Allens mest udpræget æstetiske film med mødet mellem det moderne og rodløse og det nostalgiske og autentiske i centrum. Den sublime romantiske musik af George Gershwin, der giver løfter om en simpel og legende let kærlighed, står i skarp kontrast til den komplicerede virkelighed; ligesom i "Hannah og hendes søstre", hvor Woody tager sin date med til et show med Cole Porter (som hun slet ikke kan se det fede i), spiller musikken soundtracket til en helt anden kærlighedsaffære end den, der udspiller sig.

Den sort-hvide cinematografi, der efterligner en fortidig, mere håbefuld gengivelse af byen over for Allens kejtede og intellektuelle dialog og handling, giver en fornemmelse af tab af uskyld. Byen er i fordærv, affortryllelsen total. Hvad gør livet værd at leve, spørger Isaac sig selv, og indser, at pigen han har brugt halvdelen af handlingsforløbet på at forlade, er en af disse uvurderlige ting. Det synes dog lidt forlorent, og man aner, at Tracy nok er symbolet på forløsning, men heller ikke mere end netop et symbol.

"Everybody gets corrupted. You got to have a little faith in people," siger den underskønne Tracy og rammer som en hammer af ubeskrivelig bittersødme i denne anmelders hjerte. Intet har ændret sig, som solen går ned over byernes by, men alligevel føles det, som om livet er så meget rigere end før. "Manhattan" er ikke en film om kærlighed, det er en film om at tabe, men at finde glæden i smerten; at selv uanede mængder højkulturel aktivitet ikke kan udviske livets grundlæggende vilkår: At livet må leves forlæns, men må forstås baglæns, som Kierkegaard vistnok sagde.