Jeg har ingen anelse om, hvornår jeg oprettede mig. Men det må have været omkring 2001-2002, tror jeg. Vi var nogle stykker, der havde brugt forummet flittigt på Egmont-koncernens gamle filmside Filmreactor, og da den så lukkede, var der en, der anbefalede Filmz. Jeg kan faktisk ikke huske længere, hvem de andre var. Men vi var i hvert fald en håndfuld, der migrerede fra Filmreactor til Filmz i samlet flok.
I en del år hed jeg Le Samouraï derinde (efter Melvilles film). Men jeg skiftede til mit efternavn undervejs. Så vidt jeg husker, mistede/ glemte jeg mit login i forbindelse med en langvarig indlæggelse 2004-2006, og så oprettede jeg bare en ny konto. Jeg er faktisk ikke engang sikker på, at det login, jeg stadigvæk har liggende et sted, er til den oprindelige 'thomsen'-konto, så måske har jeg lavet nummeret flere gange. Min hukommelse var ret fucked i en del år efter en solid omgang ECT.
Udover Filmreactor og Filmz var jeg dengang meget aktiv på Dansk Hjemmebio Forum (dahf.dk), men det er godt nok mange år siden, at jeg har været der sidst. Før det huserede jeg meget på usenet i dk.kultur.film.
Men ellers opholdt jeg mest på udenlandske fora - bl.a. på det helt oprindelige criterionforum.com, før det i en periode lukkede ned, blev til criterionforum.org, for så efter en del år igen at få den oprindelige adresse tilbage.
Jeg var især glad for den gamle DVDManiacs - senere AVManiacs - hvor jeg lærte en hel del udlændinge at kende med samme forstyrrede filmsmag som mig selv, og ikke mindst så lærte jeg en del af de folk at kende, der arbejder for amerikanske labels. Dengang postede de ofte under eget navn og deltog gerne i diskussionerne.
Det er noget, jeg tænker på engang i mellem: Jeg savner egentligt web 1.0 og de klassiske fora. På et tidspunkt døde det hele næsten og alting rykkede over på Facebook. Men man får bare aldrig de samme lange dybdegående diskussioner på Facebook som på et gammeldags forum. Grupperne på FB drukner i nye beskeder, og diskussioner ender som regel efter blot en enkelt dag, modsat klassiske fora, hvor man ofte ser folk tage flere år gamle tråde op, hvis der er dukket ny information frem.