Nej, Chazelle skal jo først og fremmest fortælle den historie, som han synes er interessant. Men jeg som tilskuer savnede simpelthen nogle flere nuancer og variationer hvad pesonskildringen og følelserne angik til, at jeg for alvor blev grebet af karaktererne fuldt ud.
Chazelles måde at skildre deres dedikation på synes jeg blot er kørt så meget ud på overdrevet, at jeg stod helt af på det. At man træner musikere som var de Navy Seals virker utroværdigt. Der er ganske enkelt alt for langt imellem de to verdener til, at jeg køber den præmis.
Det med at det kræver ofre at begå sig i musik og eller underholdnings-branchen er vi slet ikke uenige i, for det gør det uden tvivl. Men dette er jo ikke ensbetydende med, at Andrew behøver at frastøde alle - undtagen sin far - og opføre sig som et koldt og kynisk røvhul for at nå sit mål. Jeg synes blot, at Chazelle tegner de ofre Andrew foretager sig alt for sort/hvidt op. Han kører i "Whiplash", synes jeg, lidt for meget efter devisen overdrivelse fremmer forståelsen.
Det er helt rigtigt, at vi ser nogle små ting hist og pist med J.K. Simmons karakter, hvor jeg tænkte; "ok så er der måske alligevel en sjæl gemt et sted i den ondskabsfulde satan". Men da han så laver det store svindel set-up tilsidst, kunne jeg ikke lade være med at spekulere på, om de bløde sider man så hos ham tidligere blot var spil for galleriet - endnu en test af Andrew - og at han bare var gennemført manipulerende og ondskabsfuld.
Under alle omstændigheder var disse små bløde øjeblikke både hos Andrew og underviseren bare ikke nok til, at de for mit vedkommende fik mig til at føle med eller interessere mig for dem som mennesker.
Jeg synes, selvom det er en helt anden type film, at Chazelle lykkedes langt bedre med at gøre sine karakterer til hele mennesker i "La La Land". :)
Nighthawk, jeg ser en beskrivelse af skyggesiden af Andrews selvopfattelse og hvad forståelse af drømme kan fortælle os om hans mentalitet. Det er jo en film om store egoer og det er heller ikke fordi han KUN fremstår kynisk i enhver henseende. Fx prøver han at genvinde kæresten. Men som i LA LA Land, kan beslutningen først taget ikke tages om igen. Det er vel bare prisen man betaler mener Chazelle.
Mht Simmons, så ser jeg ikke scenerne som spil for galleriet. Han kan jo ikke vide Andrew ser på mht scenen på gangen med lillepigen. Jeg synes man kommer bag hans motivation og vigtigst af alt, hvad de begge får frem i hinanden på scenen. Så jeg synes ikke karakteren blot fremstod som højtråbende, ensidig sergent Hartman a la Full Metal Jacket :)
Men altså, tror vi ‘læser’ den forskelligt og modsat dig var jeg ret meget fænget af karaktererne. Men nu er jeg også vild med mandens film.