Ahsoka (2023)
Ordre 66, samt Anakins nedslagtninger fik gjort kål på pænt mange Jedi's. Det viser sig dog at overraskende mange alligevel har overlevet, en del af dem mødes i denne serie - hvilket selvfølgelig giver mulighed for en lang række fede dueller med lyssværd. Faktisk er der ikke et afsnit uden Jedi/Sith action, hvilket bestemt ikke tæller ned.
Lokations og verdensopbygning fungerer også virkelig godt, og Dave Filoni har lagt sig i selen for at opfinde nye figurer og planeter som matcher det oprindelige univers.
Kæden hoppede dog lidt af for mig da der pludselig dukkede enorme rum-hvaler op som kunne rejse med "light-speed", som ingen tilsyneladende havde hørt om før. Men det er vel ikke måske ikke mere underligt end så meget andet...
"The Force" er ikke den eneste kraft der findes i universet - nogle mystiske hekse har også et par triks i ærmet, og med dem dukker den mytiske og frygtede Storadmiral Thrawn op (Lars Mikkelsen) - med resterne af Imperiets flåde.
Filoni skal have ros for ikke at opfinde endnu et ødelæggelsesvåben, men istedet gå den mere okkulte vej for at skabe en ny trussel til Den nye republik.
Lars Mikkelsen er en fantastisk skuespiller - men skjult bag blå sminke og røde øjne virker hans skuespil for en gangs skyld for underspillet - jeg savnede en passion i forhold til den kalkulerede lidt robotagtige præstation.
Der er flere følelser i robotten Huyang, med herlig stemme af David Tennant som giver en fuldgod afløser til C-3PO.
Ud over Ahsoka møder vi Sabrine Wren - en mandalorianer med potentiale til måske at blive Jedi. Overfor dem står Baylan Skoll - en lejesvend som tilsyneladende er Sith, uden at virke helt overbevist, samt hans lærling Shin Hati. Vi finder hurtigt ud af at endnu en Jedi, Ezra Bridger, måske findes et sted i en fjern, fjern galakse.
Personligt synes jeg bedre om det Filoni har opnået med The Mandalorian, som mere er den oprindelige "Spacewestern" Lucas opfandt - men der er mange fine kampe og ideer, og især et afsnit med Anakin Skywalker i en drømmende sekvens løfter det hele en del.
Trods et ujævnt forløb ender jeg dog godt tilfreds, og håber på en endnu bedre sæson 2, nu hvor de indledende øvelser og introduktioner er overstået.
8/10