Dracula (1958)
Det legendariske engelske Hammer Film produktionsselskab fik i 1957 stor succes med deres filmatisering af historien om ”Frankenstein” med filmen ”The Curse Of Frankenstein”
Her forsætter de succesen med en vellykkede filmatisering af forfatteren Bram Stoker’s notorisk berømte mesterværk ”Dracula”. Der er en hel del ændringer i forhold til romanen, men essensen bibeholdes noget nær perfekt synes jeg.
Hammer film havde dengang ry for at være, udover at de var gennemførte og kvalitative produktioner, blodige og seksuelt vovede for deres tid og her er ”The Horror Of Dracula” i Terence Fisher’s instruktion ingen undtagelse. Fisher stod også bag netop ”The Curse Of Frankenstein”.
”Dracula” er selvfølgelig først og fremmest en klassisk horror-film (eller en horror klassiker) og selv om gyset i dag vil virke tamt, så fungerer historien stadig for dem med åbne sind og indlevelsesevne i ældre film synes jeg. Ud over gyset, så var den i sin tid også både en provokation af borgerskabets i 50’erne konservative opfattelse af og metafor for kvindens seksuel drift og mændenes angst for deres koners sidespring og ønske om at kvinder skal være dydige og fromme i deres seksualitet.
Men samtidig også et forsvar af at mændene må handle som de gør, for at forsvare typiske familieværdier og for at beholde deres magt. På den måde er den en flot repræsentant for den spæde begyndende seksuelle frigørelse der startede dengang.
Derfor ser vi også i filmen ”ældre” mænd som van Helsing (der kan opfattes som værende i en symbiose med Dracula og repræsentere hans manglende samvittighed) bekæmpe lidenskaben og bringe kvinderne på rette køl igen. Sådan et uhyre kan jo ikke rende frit rundt og bringe ”vore” kvinder og dermed samfundet i uføre.
Christopher Lee giver en eminent præstation som Dracula. Han udstråler en kulde, farlighed og ondskab der kombineres superb med en dyrisk sex-appeal og som tilskuer identificerer man sig ofte mere med ham end med filmens ”helte”, der med få undtagelser, som Dracula’s modstykke og nemesis van Helsing, virker stive og passionsløse.
Peter Cushing ses i sit livs måske bedste rolle ifølge mig, eller i hvert fald bedst spillet rolle som van Helsing, selv om han også var fantastisk som Frankenstein i filmene ”The Curse Of Frankenstein” og dennes efterfølgere.
Tempoet er fortrinligt og filmen er (for sin tid) teknisk godt lavet og meget stilfuld, man får ikke tid til at kede sig undervejs, mens rædslerne udspiller sig. Derfor tåler den stadig den dag i dag at blive set og fortjener det også.
Det her er filmatiseringen af ”Dracula” for mig, den overgå både Tod Browning’s berømte, men lidt tamme 1931 filmatisering og Francis Ford Coppola’s flotte, men ikke alt for uhyggelige 1992 udgave (der dog var en visuel genistreg) og alle andre udgaver der er lavet både før og siden.
Da jeg som barn tænkte ”Dracula” var det den her og Lee som vampyren. Det er det stadig.
Bedømmelse: 9/10