Cold War
Instruktør Paweł Pawlikowski gav os den smukke film Ida, en fortælling om en ung pige, som i efterkrigsårene i et traumatiseret Polen forsøger at opspore både sit biologiske ophav, mens hun kæmper med at finde sin egen sande identitet.
I Cold War er omdrejningspunktet igen det polske folks jernmursvirkelighed, som kommunistisk lydhørstat til storebror Sovjetunionen. Vi følger den polske pianist og kompositør Viktor på X-Faktor jagt efter Polske talenter udi landets kulturskat, folkedans og proletariatets fædrelandssange i 1949, hvor han første gang møder den unge egenrådige Zula.
Det bliver startskuddet på et lidenskabeligt og destruktivt kærlighedsforhold, der med metaforisk næring i Europas koldkrigskulisse, søger at finde lykken i både øst og vest.
Udgangspunktet for synet, var nok mere over i ønsket om at se noget a la John Wick og intet kunne have været mere diametralt modsat end Cold Wars første 10 nedslående minutter udi en sort/hvid portrættering af kommunistisk trøstesløshed, som gav dybe ar på sjælen. Men snart så man sig hjælpeløst indsuget og omslugt af den ekstremt velfotograferede og velkomponerede fortælling, hvor selv folkemusik- og dans var charmerende og medrivende.
Et sandt lille mesterværk!
Med Pawlikowski har Polen fået sig en filmskaber, som lever op til både Krzysztof Kieślowski og Andrzej Wajdas tæft.
9/10