Moovy Exclusive: CPH:DOX-foromtale: Intet bliver som før

Siden sin start i 2003 er dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX vokset til at være Nordeuropas største af sin slags, og sidste år var besøgstallet oppe på mere end 83.000. Festivalens film er delt op i en mængde forskellige serier, og "Intet bliver som før" kæmper både med om Politikens Publikumspris og om prisen i FACT Award-serien, der er dedikeret til feltet mellem dokumentarisme og dybdegående journalistik.

Klimaet, klimaforandringer, hvem der har skabt dem, og hvordan vi kan forhindre dem, er blandt de mest debatterede og kontroversielle emner i verden i dag, og det kan være svært at skelne mellem dommedagsprofetier, lobbyisme og ubestridelige fakta. Den verdenskendte canadiske journalist, forfatter og antikapitalist Naomi Klein har endnu engang – og sammen med en farverig flok af producenter – kastet sig ind i debatten med filmatiseringen af sin fjerde bog, der har den engelske titel "This Changes Everything".

I sidste ende ændrer filmen nok ikke det store, men hvis man trænger til at blive opdateret på klimadebatten, fløjene i diskussionen og de seneste trends inden for civil ulydighed og folkelig modstand, så er filmen et kig værd, og der er rig mulighed for at se den.

Der er CPH:DOX fra 5. til 15. november, og "Intet bliver som før" kan ses i Bremen Teater torsdag 5. november, hvor man både kan møde instruktørerne Naomi Klein og Avi Lewis og overvære en paneldebat med økomillionæren Ross Jackson, Tor Nørretranders, DIY-økolog og forfatter Signe Wenneberg og Greenpeaces kampagnechef Birgitte Lesanner. Både torsdag 12. og lørdag 14. november kan man se filmen og møde instruktørerne i Grand Teatret, og lørdag 14. november får filmen desuden premiere i biografer over hele landet.

Kommentarer

CPH:DOX-foromtale: Intet bliver som før

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen