Preach it, sista! Jeg har haft en snak med en ven om nogenlunde samme emne og jeg synes især det kan være slemt, når det drejer sig om film som mange er enige om at hade. Af samme årsag, er der tider hvor jeg foretrækker at snakke film med nogle af mine venner, frem for at diskutere online, bare for at undgå den negative stemning og hvorfor jeg i højere grad snakker superheltefilm og tegneseriefilmatiseringer andre steder end Moovy.
Moovy Exclusive: Blog: Hvorfor bliver filmnørder nemt så forurettede?
På min Facebook har det samme tema kørt hele sidste uge: curlingforældre og deres børn på Roskilde Festival. De fleste elsker emnet, fordi de kan komme af med deres forurettelse og blive chokerede på andres vegne. Vi elsker at blive fornærmede over andre menneskers dårligdomme. Vi har det bedst, hvis vi er krænket.
Men det er ikke det eneste sted, det sker. Også i filmmediets fanmiljø er det efterhånden et vigtigt element at pege fingre af andre og vise dem, at de tager helt fejl og i sidste ende ikke har ligeså god smag som afsenderen. Eksempler er der nok at tage af. I en lukket gruppe på Facebook, hvor der ofte bliver diskuteret genrefilm, forlod en person forleden forummet, fordi vedkommende var blevet fornærmet. Dette blev forummets ejermand fornærmet over og skrev en fornærmet status ud til gruppens andre medlemmer. Så blev nogen fornærmede på forummets ejermand. Lagde I mærke til, hvilket ord der gik igen?
Filmjournalister og -kritikere kan efterhånden ikke lufte deres begejstring på hverken Facebook eller Twitter uden at blive overfaldet på en lidet konstruktiv facon, og man skal efterhånden kun skimme diverse filmsider på nettet efter en negativ og uforsonlig kommentar, der ofte tager en hurtig drejning til den personlige hetz. Diskussion bliver der ikke lagt op til; det er holdninger, der skal ud og tyrannisere modtageren til at anerkende egen forkerte holdning. Der inviteres ikke til udveksling af meninger i denne hadefulde debat.
Alt sammen fordi vi har forskellig smag og sætter nogle film højere end andre. Mangfoldighed i filmmiljøet burde være en glæde, der får os til at opdage nye ting og kvaliteter i det, vi ellers ikke ser noget godt i. Det burde skabe positiv diskussionslyst og imødekommenhed overfor andre menneskers holdninger, at man får mulighed for at udvide sin egen horisont. Men sådan er det ikke. At kommentere film på nettet er efterhånden det samme som at deltage i en krigsfilm, man aldrig har indløst billet til.
Og jeg er ikke selv uskyldig. Jeg har selv haft mine øjeblikke, hvor jeg blev sur over andre menneskers holdninger til den lidenskab, der skulle binde os sammen og ikke adskille os som fjender. Ser jeg nærmere på, hvorfor jeg dengang blev så sur over så lidt, er det nok en blanding af to ting: dårligt humør og kritik af mit ego. Kultur i alle sine former – i dette tilfælde film – er jo noget, der påvirker os i sjælen. Derfor er det ofte en så personlig udtryksform, der rammer os hårdere end andre. Dette samme gør kritik, hvis man følger denne retorik: Hvis nogen kritiserer det, jeg holder af, kritiserer de også mig. Det er bare ikke ensbetydende med, at det er ment sådan fra den anden part.
Fordi jeg selv kan blive unyttigt vred, kan jeg også frygte denne side af mig selv. Til en julefrokost for nogle år siden havde jeg lyst til at spørge mine kolleger, hvad de så i Star Wars. Den nye film havde været ude i noget tid, og jeg forstod ikke – som jeg i øvrigt stadig ikke gør – den store hype om en franchise, som jeg mest af alt kedede mig over. Problemet var, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle spørge, uden at det blev anset forkert og angrebslystent. Jeg var ikke ude på at fremtvinge vrede, men at finde ud af, hvor fascinationen kom fra. Men det er dér, vi er: Hvis andre ikke ser os som provokerende, skal vi nok gøre det selv. Alting kan efterhånden være et angreb.
Det er straks sværere at påpege, hvorfor der er et behov for at pege fingre af dét, andre holder af. Hvornår er vi blevet så forurettede og intolerante? Er det, fordi vi efterhånden ikke er vant til at blive sagt imod i vores boble af venner og bekendte med samme holdning som os? Er det, fordi vi er stressede? Jeg ved det ikke, men her er en bøn: Hvad nu hvis vi prøvede at forstå i stedet for at skælde ud? Det er jo i virkeligheden bare film. Og film skal blandt andet være med til at gøre os til mere empatiske væsener og forstå andre mennesker. Ikke sandt?
Nadia Regitze Parbo er forfatter og freelancejournalist. Hun har studeret film i Storbritannien og har senest skrevet bogen "Sultne mennesker", der beskrives som en satirisk frontlinjeberetning om filmanmelderbranchens indercirkel. Nadia er medarrangør på filmfestivalen Blodig Weekend og driver siden cineasten.dk.
Bloggen er et udtryk for skribentens egne holdninger.
