Moovy Exclusive: Blog: I forsvar for moderne horrormaestro Eli Roth - del 2

I første artikel gik jeg i forsvar for Eli Roth – en instruktør, hvis navn får mange fans af skrækfilm til at rynke på næsen. Men det er bestemt ikke retfærdigt. Her er fortsættelsen på hvorfor. 

"The Green Inferno". Den syder af tilbageholdt politisk raseri anno 2015, hvor det er mere politisk korrekt at snakke om aktivisme end at gøre det. Det er en film om den dobbeltmoral, der findes i de uvidende moderne samfund, når de prøver at redde det, de ikke har forstand på, og de kulturer, de ikke forstår. Ligesom "Hostel" var "The Green Inferno" en afreaktion fra Roth. Vreden mod aktivister uden mål – Occupy Wall Street-masserne – var åbenlyst i en film, der holdt lige så meget med den sydamerikanske stamme, der hellere vil modtage aktivisternes hjælp i form af den krop, de bærer på, end deres misforståede hjælp.

"The Green Inferno" var et vredesudbrud mod et politisk korrekt samfund, der går mere op i at blive krænket end at undersøge årsagerne bag krænkelsen. Menneskelig selvpromovering i form af påtaget godhed er sat på spidsen i "The Green Inferno", og i form af den ulidelige Alejandro, lederen af aktivismegruppen, der kommer i (g)astronomiske problemer, har politiske slacktivister fået et mindre flatterende talerør. Alejandro er yderspidsen af denne frelste fløj: nedladende, intolerant, manipulerende og selvfed. Roths eget talerør kommer i form af Kaycee, hovedpersonens roommate, der mener, at social aktivisme er dybt godnat, da den næsten altid er drevet af et behov for at kæle for eget ego. Hvis man havde sådan et problem med omstændighederne, lader hendes holdning til at sige, ville man så ikke gøre noget uden at skabe sådan et selvpromoverende postyr først?

"The Green Inferno" er en tiltrængt film, for den lander et sted, som langt de færreste film og/eller kunstnere tør røre. Den ser på de utallige mennesker, der i dag føler sig bedre end andre, fordi de har de rigtige meninger. Enhver debat om, at disse meninger måske kommer af uvidenhed og en naiv holdning til omverdenen, bliver slået ned som ukorrekte, og at man er et dårligt menneske under deres gode lys. Men Eli Roth siger, at enhver god handling kommer fra et godt hjerte og ikke fra en beregnende måde at se sig selv. Gruppen spekulerer i overlevelse i "The Green Inferno", men i sidste ende er det to enkeltstående gode handlinger, der sikrer den. At sige man er god, er nemlig ikke det samme som at være det.

"Knock Knock", Roths feministiske genindspilning af "Death Game" fra 1977, vendte igen tilbage til den feminisme, han ikke helt var færdig med efter "Hostel 2". Her var det girlpower for psykopater og generelt sindsforvirrede, der skabte tematikken, og hvor Roth plejer at koncentrere sig om mere xenofobiske emner som i eksempelvis "Hostel" eller "The Green Inferno", er "Knock Knock" anderledes. Den udstiller ikke amerikansk frygt for det fremmede, men stiller i stedet spørgsmål til kønsroller. I "Knock Knock" er kvinderne skurke, mens mænd er ofre. Men det betyder ikke, at Roth ikke elsker de to kvinder i fokus og holder med dem, mens han stille og roligt ryster på hovedet af den stakkels moderne mand i centrum. Roth giver ingen svar på, hvem disse kvinder er, men bruger dem i stedet som symboler på moderne aggressiv feminisme som svar til den gammeldags ridderlighed og gængse gentlemanmanerer.

Der plejer altid at være en holdning i de film, der kommer fra Eli Roth, selvom de ofte er maskerede. Måske er det også en del af grunden til, at så mange har lagt manden og hans film for had, da de hverken er diskrete eller stilfulde. Eli Roth vil aldrig være mainstream nok til at blive nomineret til priser, men han vil heller aldrig stå som en auteur i højkulturelle magasiner for cineaster. Der er ikke skyggen af en undskyldning i hans film, men tag ikke fejl: Eli Roth laver ikke dumme film. Der er altid politik, holdninger og innovation i hans film, selvom mange filmfans netop siger, at det er manglen af disse, der får dem til at se ned på manden.

Den nyeste film, "Death Wish", kunne umiddelbart virke som en stiløvelse, en mindre fodnote i Roths karriere, som flere gange har budt på store armbevægelser, der har noget at have det i. Måske er det rigtigt. Måske vil den ikke nå de samme højder som tidligere værker, men det skulle ikke ligne Roth, hvis der ikke var bare en snert af en samfundsrelevant kommentar inde bag al ramasjangen. Uanset om mange kan få øje på den eller ej.

Nadia Regitze Parbo er forfatter og freelancejournalist. Hun har studeret film i Storbritannien og har senest skrevet bogen "Sultne mennesker", der beskrives som en satirisk frontlinjeberetning om filmanmelderbranchens indercirkel. Nadia er medarrangør på filmfestivalen Blodig Weekend og driver siden cineasten.dk.

Bloggen er et udtryk for skribentens egne holdninger.