Moovy Exclusive: CPH PIX 2016: Copenhague - A Love Story
Emil og Victoria er to unge københavnere, der navigerer i det svære grænseland mellem at være kærester eller blot løst bekendte. Filmen afsøger, hvorfor det er så svært at turde forpligte sig vs. hvorfor det ikke skulle være emotionelt bæredygtigt at befinde sig et sted midt imellem, når det første kys først har fundet sted. Parrets situation kompliceres, da en af Emils tidligere filmskoleundervisere – den lidt ældre og væsentlige mere franske Philippe – flytter ind hos ham på ubestemt tid. Der går ikke længe, før Victoria fanger Philippes øje. Det er filmens historie, og plottet vokser sig ikke synderligt større end som så. Det er heldigvis helt efter planen, da "Copenhague – A Love Story" er et forsøg på at lave en dansksproget mumblecore-film.
Mumblecore er navnet på en bølge, der eksploderede ud fra Brooklyns kunstnermiljø omkring årtusindeskiftet. Den har introduceret os for filmskabere som Duplass-brødrene, Lena Dunham og Greta Gerwig. Mumblecore jagter ægte og relaterbare øjeblikke mellem mennesker. Metoden går ud på at marginalisere æstetik og traditionelle plotstrukturer til fordel for noget mere umiddelbart, minimalistisk og på overfladen udramatisk.
Med andre ord – hvis genren og dens konventioner kunne ses, som var de en dessertopskrift, ville mel være den en ingrediens, der aldrig skulle benyttes. Således burde en mumblecore-film være let, luftig og hurtigt overstået.
Det er desværre her, det kniber for Copenhague. Ambitionerne er skruet godt ned i forhold til at fortælle en kompliceret historie, men instruktøren kompenserer ved at introducere unødvendige bi-karakterer og begivenhedsløse musikmontager fremfor at dykke dybt ned i en enkelt persons liv, sind og udvikling – hvilket netop er det, genren kan.
Filmen starter ellers lovende og charmerende, men den slår for stort et brød op ved at have hele tre hovedpersoner. Victorias, Emils og Philippes udvikling lader til at have været lige vigtige for instruktøren til at starte med. Hvad værre er – Philippe og hans plotlinje bliver næsten helt glemt i filmens uendeligt lange anden halvdel, hvor der trædes mere vande end i selv den mest belastende 6. klasses svømmetime.
Det er en rigtigt velfungerende film i de scener, der fokuserer på de tre hovedpersoner og deres konflikt, men de mange distraktioner gør, at vi kommer langt væk fra det intense og engagerende. Igen, hvis denne mumblecore-film var en dessert, ville det være en souffle, der aldrig helt hæver sig, som den burde.