Moovy Exclusive: CPH PIX 2016: New Danish Talent-temaserie

Der er ikke noget nyt i, at CPH PIX sætter fokus på nye og lovende danske filmskabere. Det, der til gengæld er nyt, er, at vækstlagets ambitionsniveau er eksploderet. Således er der hele otte spillefilm på plakaten i denne serie, hvor kortfilmsmediet tidligere dominerede. Alle otte film har det tilfælles, at de har en debuterende instruktør som afsender.

Hovedparten af filmene er lavet enten helt uden for filminstituttets støttesystem eller via puljer til lavbudgetfilm med alternativt islæt og det kunstneriske udtryk i højsædet. Der er således meget, der kunne tyde på, at vi her oplever første skvulp i en bølge af eksperimenterende og kompromisløse filmskabere, der for alvor forsøger at ændre på opfattelsen af, at danske film kan være trivielle og generiske.

I denne serie kan du komme en tur til New York i 1964 i Puk Grastens dunkle drama "37". Du kan også vælge at opleve nye sider af København. Perspektiverne på vores hovedstad rummer både 1990'ernes graffitimiljø i Morten BH's "Anti" og nutidens tilrøgede nørrebro-barer i Philippe Lesages meta-mumblecore "Copenhague: A Love Story".

Hvis det bliver for meget storby, kan man vælge at tage en tur på landet i Ali Abassis "Shelley" og Anders Fløes "Afskåret". Dog skal man være opmærksom på, at der sker endnu mere uhyggelige og traumatiserende ting derude end bare dårlige telefonsignaler. Så tag i biografen og bliv overrasket over den store nytænkning i dansk film.

"37" vises fredag 28. oktober kl. 19.00 i Grand Teatret, mandag 31. november kl. 17.30 i Empire Bio samt torsdag 3. november kl. 21.15 i Gloria.

"Anti" vises mandag 31. oktober kl. 19.00 i Palads samt torsdag 3. november kl. 19.00 i CinemaxX.

"Copenhague: A Love Story" vises onsdag 2. november kl. 19.00 i Grand Teatret samt onsdag 9. november kl. 22.30 i Empire Bio.

"Shelley" vises søndag 30. oktober kl. 19.00 i Edison, onsdag 2. november kl. 22.30 i Empire Bio samt lørdag 5. november kl. 21.15 i Gloria.

"Afskåret" vises fredag 4. november kl. 22.30 i Empire Bio samt mandag 7. november kl. 21.15 i Gloria.

Læs mere om "New Danish Talents"-filmserien her.

Kommentarer

CPH PIX 2016: New Danish Talent-temaserie

    Log ind for at deltage i diskussionen