Moovy Exclusive: CPH PIX 2016: Pavilion

Den amerikanske auteur Tim Sutton har fået sin egen lille sektion på dette års CPH PIX. Han laver film som Gus van Sant, når denne ikke roder rundt med halvkedelig mainstreamfilm; at gå udenom den typiske måde at fortælle en historie på er al ære værd, for det bliver sværere og sværere for filmmagere at lave film, der med sin væremåde ikke er skabt til at skrabe penge ind.

Men har en film som "Pavilion", der prøver at vise en verden med drivende opvækst og formålsløs kedsomhed, ikke brug for et mål eller i det mindste noget, der lurer i baggrunden? Svaret er jo. Hvorfor er film som f.eks. van Sants "Elephant" eller David Gordon Greens "George Washington" så vellykkede, når "Pavilion" fører den samme stil? Fordi deres gribende atmosfære lever i den tragedie (skoleskyderi, uoverlagt mord osv), som Tim Sutton desværre ikke fører videre i sin debutfilm.

Der er ikke et klimaks, for der er ikke noget at vente på, og der er ingen overraskelser i vente. Det er som at se et liv udfolde sig i stilhed. Denne flydende ungdom i sig selv er der noget smukt i, men det er svært at vedholde grebet, når publikum ikke ved, hvad de venter på.

"Pavilion" er en del af CPH PIX's "Spot on: Tim Sutton"-tema og vises søndag 6. november kl. 21.15 i Vester Vov Vov.