Moovy Exclusive: CPH PIX 2017 - dag 1: Besøg i Hipsterland

Moovys udsendte skal til CPH PIX introducere en film om australske seriemordere, men har glemt sine noter...

Den første dag. Hele dagen i Empire Bio, hvor "Brigsby Bear" senere ville forsikre mig om, at mænd forklædt som bjørne udgør en god protagonist, hvor den græske filminstruktør Yorgos Lanthimos overbeviste mig om, at han er bedre end sine tidligere film (nej, jeg kunne ikke lide "Dogtooth"), og hvor jeg skulle introducere den fremragende "Killing Ground" for et snarligt rystet publikum.

Ved min ankomst til Empire skændte en ældre dame på en ung ansat over billetrefundering, indtil en anden gæst til sidst måtte bryde ind. Den slags kunne tiden snildt gå med, mens jeg ventede på "Brigsby Bear" – filmen om den unge mand, der har problemer helt udenfor ældre damer og billetrefunderinger. Han oplever nemlig en skønne dag, at han ikke bare er blevet kidnappet som barn og derfor har en skæv virkelighedsopfattelse, men også at hans yndlingsserie om bjørnen Brigsby Bear kun har eksisteret i de VHS-bånd, han har fået af sin kidnapper aka. sin tidligere "far".

Børne-tv får en kærlig og varm behandling af de amerikanske filmmagere Dave McCary og Kyle Mooney i "Brigsby Bear", der prøver at skabe en smule sentimentalitet i Hipsterland. Det er stærke farver, cool beats, ironi over hele linjen og massevis af VHS-bånd, men det bliver aldrig for meget i en film, der kender balancen mellem at pege fingre ad og vinke til fortiden. Heldigvis er der også en ægte varme flydende gennem hele filmen, og det er den oprigtighed, der ikke bare får "Brigsby Bear" til at føles som varm te på en kold dag, men som også fremtvinger et par tårer fra selv den mest hipsterhadende tilskuer.

"The Killing of a Sacred Deer" var en mindst lige så god oplevelse. Til en udsolgt visning blev den nye film af Yorgos Lathimos vist til stor glæde for de mange tilskuere, som skabte den enestående stemning, der kun kan støves op af en fuld biografsal med spændte hjerter. Hvor "The Lobster" havde en sær forstilt facon, er der langt mere uforbeholdenhed over "The Killing of a Sacred Deer", der er fyldt til randen med metaforer og symbolik, men som samtidig formår at gøre det med et glimt i øjet. Det er en film, der blankt afviser tesen om, at hjemme er bedst – her er hjem derimod et helvede – og som kontroversielt skilte vandene efter en visning, der bestemt ikke var sød som "Brigsby Bear", men derimod grum som...

... ja, næsten som "Killing Ground", hvis introduktion jeg snart opdagede, at jeg havde glemt mine noter til derhjemme. Mit oplæg handlede om australske seriemordere, men heldigvis er dette et emne, jeg ved en del om, så jeg besluttede mig for at køre en mere afslappet stil og "wing it", som de smarte amerikanere siger. På en eller anden måde må jeg have charmeret publikum til at høre efter, for da jeg endelig kom ud af salen og efterlod en samling publikumsgæster, var det med en fornemmelse af, at jeg havde bidraget lidt til deres kommende følelse af ubehag. Som horrorentusiast er det alt, jeg kan håbe på.

Kommentarer

CPH PIX 2017 - dag 1: Besøg i Hipsterland

  • 0

    Puha for ***** hvor var "Killing Ground" en klam og grum omgang! Gennemført grum dog.

    Martinio07 30-09-17 02:37

  • ★★★0

    Sjovt, jeg synes virkeligt ikke at den var værd at skrive hjem om. Særligt ikke ovenpå bl.a. "Brigsby Bear" og "The Killing of a Sacred Deer".

    Dolphinfriendly30-09-17 19:00

  • 0

    Sjovt, jeg synes virkeligt ikke at den var værd at skrive hjem om. Særligt ikke ovenpå bl.a. "Brigsby Bear" og "The Killing of a Sacred Deer".

    Nej Okay, sikkert rigtigt for nu har jeg også de to til gode og har høje forventninger til "The Killing of a Sacred Deer".

    Martinio07 30-09-17 20:15

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen