Moovy Exclusive: CPH PIX 2017 - dag 13: Sing-a-long-visning af "Terkel i knibe"

I disse ulideligt politisk korrekte tider er det en skam, at der ikke bliver lavet flere film som denne, der kan ruske op i krænkelseskulturen.

I går var det den sidste dag på CPH PIX, hvor der ved middagstid i Cinemateket skulle synges med på den danske animationsklassiker "Terkel i knibe". Et helt bestemt publikumssegment var involveret denne onsdag aften; mænd og kvinder var ligeligt fordelt, men det var alderen, der var nem at bide mærke i: her var dem, der var gymnasieelever dengang i 2004, hvor filmen første gang bragede gennem de danske biografer og understregede Anders Matthesens status som måske den sjoveste mand i dette danske kongerige.

Men "Terkel i knibe" var ikke bare en animationsfilm, men også en musical, der ikke skiltede med det. I aften var det sangene og publikum, der var i fokus i en smuk forening i en sing-a-long-visning. Heldigvis blev filmen vist foran et entusiastisk publikum, der bestemt ikke blev mindre entusiastiske, da Matthesen selv trådte ind på scenen og fortalte små anekdoter om tiden med Terkel og hans barske venner. Dette var dog, indtil en lille dreng blandt publikum markerede og spurgte, hvornår filmen startede, til stor latter for Matthesen og resten af den glade sal.

Men holder "Terkel i knibe" efter tretten år? Svaret er heldigvis ja. I disse ulideligt politisk korrekte tider er det en skam, at der ikke bliver lavet flere film som denne, der i den grad kan ruske op i den krænkelseskultur, der efterhånden er at finde alle steder. For ikke at nævne det åbenlyse: den film er bare ederbrandyleme sjov – noget, der ikke bliver formindsket med en storsyngende sal og det nostalgiske ved at huske dengang, vi første gang hørte klassikere som "Quangs sang" og "Ta' og fuck af!".

Men det var årets CPH PIX, der lukker af for i år. Det har været en fornøjelse som altid og indtil næste år, lad os da samles i de mørke biografsale og lade årets andre festivaler vise os, at der er andet end Hollywood-film derude.

Kommentarer

CPH PIX 2017 - dag 13: Sing-a-long-visning af "Terkel i knibe"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen