Moovy Exclusive: CPH PIX 2017 - dag 7: Dystopisk dansk sci-fi vil være "Twelve Monkeys"

Den danske science fiction-film "QEDA" er ifølge Moovys udsendte på CPH PIX mindre interessant som fortælling end som fremtidsforskning.

En af de mest hypede film på årets PIX kommer i form af den danske science fiction-film "QEDA", som er instrueret af Max Kestner og foregår i et København, der er oversvømmet af verdenshavene som et andet dystopisk Venedig. Med store armbevægelser for dansk film er der endelig lavet en science fiction-film, og det er også imponerende, hvad Kestner – med en baggrund i blandt andet smukke film om byrum – har kunnet få ud af et smalt budget og store visioner.

Desværre er "QEDA" ramt af en lidt afmålt stil, der gør den mindre interessant som fortælling end som fremtidsforskning. Med en enerverende voice-over minder "QEDA" os om, at historier altid har bedst af at blive vist og ikke fortalt, mens vi langsomt vender os bort fra den tragiske historie om de to mænd i hver sin tid. Mens "QEDA" prøve at være "Twelve Monkeys" – et mesterværk, det ville være svært for nogen film at leve op til – ender den med i stedet at dele sin kynisme med seeren og deraf ikke indgyde følelsesmæssig kontakt med handlingen på lærredet. Synd og skam.

Den britiske "Daphne" gav en noget anden, mere jordnær, oplevelse – og endte med at være langt mere sørgmodig i sin ligefremme stil end "QEDA", der prøvede at tvinge følelser frem i sit kolde farvand. "Daphne" handler om en britisk kvinde i London, der lever, som var hun i starten af tyverne på trods af sine tredivere, der netop er begyndt. Men da hun overværer et overfald, begynder facaden at krakelere, og måske er der en lurende depression og tristesse bag den muntre og laissez-faire facade.

"Daphne" er en stille film, der gør, hvad "QEDA" ikke formåede: den viser i stedet for at fortælle. Daphne, denne unge kvinde, der prøver at snyde omverdenen til at tro, at hun er lykkelig, er så nem at relatere til og så sørgmodig at finde i sig selv, at den gjorde et næsten ubehageligt stort indtryk. For den britiske filmbranche er den dog udelukkende en positiv triumf, når der stadig er filmselskaber, der tør tage en chance på de små film med (med)menneskelige budskaber.

I de næste par dage tager denne filmelsker til Berlin, men når der vendes tilbage, vil det være med både panache og pizzazz og pow.

Kommentarer

CPH PIX 2017 - dag 7: Dystopisk dansk sci-fi vil være "Twelve Monkeys"

  • 0

    Hvad sker der i Berlin lige nu da?

    Martinio07 7-10-17 02:46

  • 1

    Med en enerverende voice-over minder "QEDA" os om, at historier altid har bedst af at blive vist og ikke fortalt

    Det er da noget af et postulat. Når du nu selv nævner "Twelve Monkeys", så husk at La Jetee udelukkende er lavet med voice-over og var det ikke et mesterværk?
    Voice-over kan bestemt bidrage positivt til en film.

    (Jeg vil ikke udtale mig om QEDA, dår jeg ikke har set den)

    Aranyhajú Nyárszépe 8-10-17 15:12

  • ★★★0

    Det er da noget af et postulat. Når du nu selv nævner "Twelve Monkeys", så husk at La Jetee udelukkende er lavet med voice-over og var det ikke et mesterværk?
    Voice-over kan bestemt bidrage positivt til en film.

    (Jeg vil ikke udtale mig om QEDA, dår jeg ikke har set den)

    Tænkte jeg også. Jeg ville nok have byttet "altid" ud med et "oftest".

    T. Nielsen 8-10-17 15:14

Log ind for at deltage i diskussionen