Moovy Exclusive: Er Kubrick vigtig? Del 3: Krig, kærlighed og kontroverser

Så er det blevet sidste fredag i måneden, hvilket betyder næste del i vores Kubrick-føljeton. I første del blev manden Stanley Kubrick og den håndværksmæssige tilgang etableret. I anden del blev Kubricks visuelle stil som instruktør mere tydelig, ligesom det blev klart, at både han og filmstudierne foretrak, at Kubrick kørte sit eget løb. Det var også ved gennemgangen af "Paths of Glory", at Kubricks lyst til at fortolke kontroversielle og tabubelagte emner blev søsat. I denne tredje del fortsætter vi med at se på mesterinstruktørens berøring af netop disse emner i "Lolita" og "Dr. Strangelove or: How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb" fra henholdsvis 1962 og 1964. Vi vil således også se mere på Kubricks instruktion i forhold til skuespillere end på hans visuelle stil.

Kubrick og Peter Sellers

Det forlyder, at Kubrick var blevet imponeret over Peter Sellers' præstation i filmen "The Battle of the Sexes" (1960) og derefter aktivt havde forsøgt at få den britiske skuespiller med i en af sine film. Efter lidt overtalelse og med løfte om, at Sellers kunne improvisere, som han lystede, accepterede han til sidst rollen som tv-personligheden Clare Quilty i Kubricks "Lolita".

I "Lolita" indtager Peter Sellers flere personligheder, hvilket inspirerede Kubrick til at bruge ham i tre forskellige roller i "Dr. Strangelove". Sellers var egentlig blevet tilbudt en fjerde rolle, men skulle efter sigende have løjet om et brækket ben for at slippe, da han ikke følte, at han kunne imitere en overbevisende Texas-accent. Sellers' præsentationer i disse to Kubrick-film er senere blevet ikoniske, og Sellers har da også udtalt, at samarbejdet med Kubrick har været det mest givende i en ellers gloværdig karriere.

Den forbudte kærlighed og pædofili

"Lolita", der er en filmatisering af Vladimir Nabokovs roman af samme navn, handler om den midaldrende Professor Humbert (James Mason), der falder for sin husværtindes (Shelley Winters) 14-årige datter Lolita (Sue Lyon). Humbert og Lolita indleder et meget upassende forhold, men mens det for Lolita blot er en leg, bliver Humbert gradvist mere besidderisk og besat af hende.

Kubrick behandler et kontroversielt emne her: Til trods for fremstillingen af den unge pige som villig er der reelt tale om pædofili. Lolita går selv med på betingelserne – men det er selvsagt, at en voksen mand under de omstændigheder bør tøjle sine lyster. Emnet er interessant, da det tvinger én til at tage stilling til situationen, ligesom det forvrænger sympatien. Det er desværre ikke helt dét, som Kubrick opnår i "Lolita".

Selvom filmen er velcastet, er historien og karaktererne bare ikke interessante nok. Første del er sådan set udmærket, hvor især Winters virkelig brænder igennem og formår at formidle den desperate enke, der mangler en ny mand i sit liv. Det er også i denne del af filmen, at samspillet mellem Mason og Lyon fungerer bedst. Eksempelvis da Lolita fodrer Humbert med æg, mens han forsøger at indvie hende i Edgar Allen Poes poesi. Resten af film ender ud i noget ligegyldigt rod, hvor der bliver kørt fra sted til sted, alt imens Humbert bliver mere besat, mens Lolita bliver mere uafhængig. Handlingen og udviklingen er ikke inspirerende, og til sidst er vi helt hægtet af karaktererne og fuldstændig ligeglade med, hvad der sker med dem.    

Alle spiller godt, dog lige med undtagelse af Sellers, der med sit overspil og malplacerede komiske indslag ødelægger nogle af de få interessante scener, der er. Det virker faktisk her, som om Kubrick har givet ham lidt for frie tøjler. Det samlede indtryk af "Lolita" er middelmådighed, og personligt føler jeg ikke, at der er noget særligt Kubrick over den, hverken i stil eller skuespil. Til trods for det prisværdige ved at han turde behandle et sådant kontroversielt emne, bliver filmen en bagatel i den ellers imponerende portefølje.

Den kolde krig i Kubricks hænder

I "Dr. Strangelove" er følelsen af Kubrick atter tilbage. Igen er det et kontroversielt emne, i den forstand at Kubrick med en satirisk vinkel viser koldkrigs-spændingerne mellem Sovjetunionen og USA uden fuldstændig at tage amerikanernes parti. Filmen viser, hvordan den amerikanske præsident (Peter Sellers) forsøger at berolige den sovjetiske præsident, efter en psykotisk amerikansk general (Sterling Hayden) har givet ordre om affyring af atommissiler mod Sovjetunionen. Her er tale om politisk parodi, der gennem humor, brillante skuespilpræstationer og en stilistisk baggrund portrætterer det absurde ved krig og oprustning.  

I filmen, som er spækket med ikoniske scener, trækker Kubrick på solide skuespillere, som han presser til max og samtidigt vender lidt på hovedet. Sellers er tilbage igen i flere roller, og denne gang er han meget mere passende til filmen. Det er ikke til at sige, om det er emnet, eller om det er, fordi han og Kubrick har fundet hinanden her. Både som den diplomatiske Præsident Muffley og som den løsningsorienterede Kaptajn Mandrake formår han at tone sit spil ned, så humoren bliver underspillet og dermed mere effektfuld.

I den mindeværdige rolle som selveste Dr. Stangelove får Peter Sellers til gengæld fyret helt op for den overdrevne vanvidskomik. Hvilket er helt passende, idet karakteren kan ses som symbolet på den kolde krigs absurditet. Udover Sellers er der et glædeligt gensyn med røveriets hovedmand fra "The Killing", Sterling Hayden, der spiller general Ripper. Castingen af ham i dén rolle er interessant og endnu mere komisk, da Hayden normalt forbindes med typiske helte all American-roller og pludselig spiller en psykisk ustabil person.

Alle spiller formidabelt i "Dr. Strangelove", hvilket også er en af grundene til, at den er så seværdig og tidløs. En skuespiller, hvis præstation jeg personligt synes er blevet overset – og som næsten overskygger alle andre roller – er George C. Scott som general Turgidson. Den måde, hvorpå Scott viser ømhed, når han taler med elskerinden, og samtidig formår at udtrykke en primitiv aggression, er et komisk højdepunkt, som fungerer fuldstændig perfekt for filmen. Scott var en fabelagtig skuespiller, men denne præstation er Kubricks fortjeneste, da det var Kubrick – med adskillige takes – der fik trukket det overdrevne frem i den hæderkronede skuespiller. Scott mente selv, at han overspillede og var ikke tilfreds med sin præstation. Denne form for skuespil, hvor replikkerne næsten lyder uvirkelige, men derved giver en ekstra dimension, vil vi se gå igen i flere af Kubricks følgende film.

Med disse to film viste Kubrick, at han ikke var bange for at røre ved ømtålelige emner, hvis budskaber han forsøgte at formidle gennem humor. Det var også her, at der blev givet forsmag på den unikke stil i forhold til replikleveringer.

Næste del af vores Kubrick-artikelserie kan læses fredag 30. juni, hvor der på godt og ondt vil blive gået i kødet på "Rumrejsen 2001". Læs også de andre artikler i "Er Kubrick vigtig?"-serien:

Del 1: Mord, kys og galop.

Del 2: Håndgranater, helte og Hollywood. 

Kommentarer

Er Kubrick vigtig? Del 3: Krig, kærlighed og kontroverser

  • ★★★★★★0

    Jeg er langt mere begejstret for Lolita. Synes den er ret suveræn.

    Og jeg fik helt lyst til at se Dr. Strangelove igen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på The Great Dictator, da jeg læste artiklen. 

    Guldager28-04-17 12:57

  • ★★★★0

    Ser frem til 2001.

    I den henseende er det altid sjovt at vende tilbage til denne anmelder, som man kan sige foretog en analog evolutionsrejse til 2001, da han med sin første anmeldelse berørte monolitten og kickstartede en intelligensrejse, som resulterede i transformationen til "Star Reviewer", da han et par uger senere kom i mål med sin "omvendelse" i en 2. anmeldelse og året efter med en 3.

    www.visual-memory.co.uk/amk/doc/0040.html

    Bruce28-04-17 13:11

  • ★★1

    Skal helt bestemt gense Dr. Strangelove ASAP efter din fremragende artikel, Natascha :) 

    Thomas Fenger28-04-17 20:54

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen