Moovy Exclusive: Tegnefilm er ikke kun for børn!

Tegnefilm! Selv ordet vækker barndomsminder om tuscher og farvekridt. Og måske er det én af grundene til, at mange stadig forbinder den animerede del af filmlandskabet med oplevelser rettet mod de yngre segmenter. For det gør folk i min erfaring – både engagerede filmelskere og mere dagligdags filmforbrugere – ja, sågar mange filmskabere og distributører. Der er en udbredt opfattelse, der sætter lighedstegn mellem animationsfilm og Disney, Pixar og til en vis grad Studio Ghibli. Men animationsfilm – og lad os endelig benytte betegnelsen animationsfilm fremfor tegnefilm – er så uendelig meget mere.

KOMMERCIEL STIGMATISERING

År efter år bliver der på verdensplan produceret opsigtsvækkende, originale og velfortalte animationsfilm til voksne. Film, der høster priser og anerkendelse, men for manges vedkommende fortsat lider under et kommercielt stigma, der gør dem usælgelige i distributørernes øjne. Mens kolossale produktioner som "Frost", "Minions" og "Inderst inde" bliver markedsført for umenneskelige summer, så er der ingen, der tør satse på en animeret film, der er specifikt rettet mod et voksent publikum.

Resultatet er, at en animationsfilm kun rammer de danske biografer, hvis den har været ualmindeligt succesfuld i udlandet, eller hvis den har en stor profil i ryggen. Vi skal helt tilbage til 2010 for at finde en film, der har vundet hovedprisen på verdens største animationsfestival i Annecy og samtidig har fundet dansk biografdistribution. Og den film var "The Fantastic Mr. Fox", der nok i højere grad ramte vore breddegrader, fordi dens bagmand hedder Wes Anderson.

EN VERDEN AF HEMMELIGE FILMOPLEVELSER

Det er en fantastisk spraglet verden af filmoplevelser, vi snyder os selv for. Særligt nu om dage, hvor animationsværktøjer i højere grad er blevet hvermandseje. Filmskabere og animatorer skaber stadigt mere grænsesøgende og visuelt imponerende værker, der udvider filmsproget og skriger på det store lærred. Fra store produktioner som dette års storslåede Annecy-vinder, "April and the Extraordinary World" ("Avril et la Monde truqué") til små personlige perler som Don Hertzfeldts "It's Such a Beautiful Day" (2012) og Bill Plymptons "Cheatin'" (2014). Fra kunstfilm om psykiske lidelser over velfortalte dramaer og thrillere, actionfilm og komedier til splatterfilm, der sprænger grænserne for den gode smag. Den moderne animationsfilm byder på et smörgåsbord af film, der på hver deres måde imponerer visuelt og narrativt - film, der udnytter deres form og virkemidler på måder, som realfilm ikke kan.

For dét er vel netop humlen ved animationsfilm. Der er ingen grænser, ingen fysiske restriktioner. En karakter kan se ud og agere præcis, som fortælleren ønsker. Man behøver ikke bekymre sig om at finde en skuespiller, der matcher. Det samme med verdener og fysiske love. Alt skabes fra den rene fantasi uden praktiske begrænsninger, som vores verden dikterer. Det er en fri og ubegrænset udtryksform - nogle vil ligefrem kalde det den reneste form for auteur-film.

VI MANGLER ET UPROVOKERET HIT!

Men hvad er så grunden til, at disse film ikke rammer det brede publikum? Distributørerne tør ikke satse på dem, og de falder derfor bagerst i feltet, når det gælder markedsføring og presseomtale. Men hvorfor skulle distributørerne også satse på dem? Når det en sjælden gang er sket - nyere eksempler tæller Tarik Salehs "Metropia" (495 solgte billetter), Wes Andersons "Fantastic Mr. Fox" (3.500 solgte billetter) og Adam Elliotts "Mary & Max" (7.500 solgte billetter) - så er der kun meget sjældent nævneværdige besøgstal. Selv relative succeser som Vincent Paronnaud og Marjane Satrapis "Persepolis" (13.100 solgte billetter), Ari Folmans "Waltz with Bashir" (8.800 solgte billetter) og store, franchise-baserede værker som Simpsons- og South Park-filmene (over hhv. 300.000 og 140.000 solgte billetter) har ikke åbnet sluserne. I Danmark har vi oven i købet haft kolossale succeser i form af lokalt producerede animationsfilm til det voksne publikum. "Rejsen til Saturn" og "Terkel i knibe" var begge tæt på at runde 400.000 bio-billetter, men lige lidt har det hjulpet, når man ser på det generelle filmudvalg i de danske biografer.

Animationsfilm for voksne er en dårlig forretning, der ikke er værd at satse på. Sådan er det, og sådan bliver det ved med at være, så længe der ikke er en lille film, der pludselig slår igennem og trækker folk i biograferne. Filmene, der burde kunne gøre det, er der masser af. Vi ser dem bare aldrig. Og det er da en skam.



Michael Panduro er programlægger på Københavns nye festival for animerede film, VOID. Han har en fortid hos CPH PIX og Cinemateket og har i mange år desuden arbejdet som instruktør af både animation og realfilm.



VOID animationsfilmfestival kører fra 27. til 31. januar. Læs mere om festivalen her.

Kommentarer

Tegnefilm er ikke kun for børn!

  • ★★0

    Det er rigtig ærgerligt. 

    Jeg er ikke selv animator, så jeg kigger ikke på det tekniske i en animation. Derfor er der i min verden ikke forskel på, om jeg ser en animation eller spillefilm; det er begge fortællinger på det store lærred, det er bare måden, de bliver formidlet på, der er anderledes.

    Guldager12-01-16 11:52

  • ★★★0

    Han har nok ret. Jeg ser i hvert fald sjældent animationsfilm for voksne (selv om jeg har set noget anime og Ghibli), og det har da nok noget at gøre med, at det ikke smides i min retning, og jeg så ikke gør nogen særlig aktiv for at opsøge disse film. Den sidste, jeg kan komme i tanker om, var "The Congress", som jeg så på en festival, og den var en lidt blandet fornøjelse. Overgangen fra live-action til tegnefilm var vanskelig at tro på, og jeg så nok filmen med mere distance, end det var skabernes intention. Jeg gad dog vide om det netop er en film, som blev lavet i et forsøg på at krydse den kløft, som Panduro her snakker om, ved at blande "rigtig" film med tegnefilm. 

    Riqon12-01-16 13:28

  • ★★0

    Jeg kunne godt lide The Congress. Men tror ikke, at hans intention er at bryde en kløft, det er bare Ari Folmans stil. Waltz With Bashir blandede også animation og rigtig film.

    Guldager12-01-16 13:48

  • 1

    har følt mig ret lukket for tegnefilm i længere tid, har ikke så meget tiltro til skaberne længere, men hungrer efter gode !!!   mine yndlings skulle nok være persepolis,beowulf,final fantasy og lidt manga/anime (de hed altså manga da jeg hvar dreng) spirited away,ghost in the shell,grave of fireflies, og så havde jeg en jeg ikke kunde finde som handlede om 3 hjemløse, den ene meeeeget feminin, som finder et barn og tager sig godt af det, det er meget søde historier for det meste ,

    men ligemeget hvad så synes jeg at folk i dag næsten er gået over til at bruge tegneserie effekter i film i stedet, tror nok det er det kompromi der bliver istedet for at animations film får en stor plads, og med det mener jeg at effekterne og billedet af verdnerne er mere effekt præget af at hvordan verden ser ud skaber stemningen for film, ligesom at verden er meget blå/grå/sort/lys bare tag batman / succer punch etc.... 

    men håber nu stadig på at en god manuskripts dude får fat i et fedt animations hold da en person kan forklare noget helt andet i gennem en tegnet person end en rigtig skuespiller kan !!! men kan osse se de mange ting der skal lykkes for at det virker, hvilket gør at persepolis er meget heldig med den simple fortælling og den simple stil meget heldigt at have begge ting når man laver en historie ;)

    my "thats all folks" ;)

    wrathalot12-01-16 14:39

  • ★★★0

    Da jeg var dreng var "manga" noget man læste og "anime" noget man så på. ;) Men så var der selvfølgelig et anime-produktionsselskab (eller distributionsselskab?), som hed "Manga Entertainment", som bl.a. stod bag "The Guyver" og ikke mindst "Akira". Det var ikke for børn i hvert fald, selv om jeg var barn, da jeg så det ;) 

    Riqon12-01-16 14:44

  • 1

    wrathalot, det er Satoshi Kons 'Tokyo Godfathers', du refererer til.

    Panduro12-01-16 14:45

  • ★★0

    Jeg har ikke så meget forstand på animation, men har da fået set lidt af de japanske. Jeg er ret stor fan af Makoto Shinkais film.

    Jeg har mest set animerede kortfilm.

    Guldager12-01-16 14:49

  • ★★0

    Blir spændende og se med Charlie Kaufman's nye film som er Stop motion, og nok også det jeg vil betegne som film for voksne spændt på og se, hvordan den blir modtaget. Personligt glæder jeg mig meget til den.

    Anomalisa

    Elwood12-01-16 16:56

  • ★★★1

    Genren er bestemt ikke kun forebeholdt til børn, nej. Og heldigvis. En håndfuld af dem jeg værdsætter:

    • Persepolis
    • Waltz with Bashir 
    • Fanastic mr. Fox
    • Paprika
    • A Scanner Darkly
    • Ghost in The Shell

    Babo12-01-16 17:08

  • ★★1

    Babo - værdsætter du ikke Akira eller har du ikke set den? For så se den :)

    Studio Ghbili goes without saying...

    Guldager12-01-16 17:30

  • ★★0

    Og hvis man er til sci-fi-action bør man heller ikke snyde sig selv for "Cowboy Bebop: The Movie" (eller serien for den sags skyld).

    Kruse12-01-16 17:47

  • ★★0

    Der er mange virkeligt gode "voksen-tegnefilm/animationsfilm". Jeg har altid haft en svaghed for "Heavy Metal", men ellers er bl.a. "Wolf Brigade" og "Grave of the Fireflies" fænomenale. "Steamboy" og "Ninja Scrolls" er også fine, samt "Trillingerne fra Belleville".

    Dolphinfriendly12-01-16 17:50

  • ★★★0

    Åh, Grave of The Fireflies. Sublim. Glemte at nævne den. 

    Babo12-01-16 17:57

  • 0

    Mine favoritter blandt "voksen"-animation:

    Persepolis
    Spirited Away
    Grave of the Fireflies
    Fantastic Planet
    Mary & Max
    Trillingerne fra Belleville
    Princess Mononoke
    Howl's Moving Castle
    9
    Fehérlófia
    Watership Down
    Titan A.E.
    Alice (Neco z Alenky)
    Secret of Kells

    Herrguth12-01-16 20:04

  • 0

    Animal Farm (1954) Ved ikke - om den var "minded" til børn (den slemme, slemme kommunisme)

    Men UHA, havde mareridt om "sæbe-fabrikken" og dens trailer i lang, lang tid....:-(

    ..og er ikke engang en hest eller æsel dreng! 

    Gasivodo12-01-16 23:45

  • ★★★0

    Jeg kan se jeg er godt med når der nævnes titler på gode tegnefilm (for voksne)!

    T. Nielsen13-01-16 11:14

  • ★★0

    Har også set de fleste af dem, men mangler lidt at se de østeuropæiske. De er på radaren, har bare aldrig fået dem købt.

    Guldager13-01-16 11:55

  • 1

    Jeg ville i hvert fald ikke vise 'Animal Farm' til mine børn!

    Jeg vil jo så skynde mig at anbefale folk at tage på VOID om et par uger. Der er over 20 nye spillefilm på programmet, der alle er rettet mod voksne - og ingen af dem er nævnt her i kommentarerne endnu :)

    voidfilmfestival.com

    Panduro13-01-16 14:07

  • ★★★★0

    Jeg så Animal Farm og When the Wind Blows i skolen som knægt, hvor jeg i øvrigt også så Christiane F. Hvis jeg ikke husker helt galt, så jeg dem alle, inden jeg blev 11.

    Bruno13-01-16 14:19

  • 1

    School of hard knox alligevel, Bruno...barske løjer.

    Panduro13-01-16 19:53

  • ★★★★2

    Det var 80'erne! Vi slikkede på batterier og rev os på søm på legepladsen, i skyggen af den evigt truende atomkrig!

    Bruno13-01-16 20:07

  • 1

    Kunne ikke være mere enig. Plympton der også nævnes her, har lavet filmen "Idiots and Angels", som jeg altid nævner når folk spørger efter anbefalelsesværdige filmoplevelser. Også "Watership Down" og "The Plague Dogs" er fremragende. Mørke og poetiske. 

    Collateral13-01-16 22:30

Log ind for at deltage i diskussionen