Moovy Exclusive: "The Look of Silence": På udkig efter tavshedens traume

"Nej, jeg laver ikke flere film om folkemordet - det her ér den sidste. Primært, fordi jeg ikke længere kan rejse sikkert i landet. Dagligt modtager jeg dødstrusler fra indonesiske paramilitante, hæren og hærens efterretningstjeneste. Selv nu, hvor regeringen og humanitære organisationer offentligt fordømmer folkemordet i 1965."

Joshua Oppenheimer er et behageligt menneske. Mens jeg lukker døren ud til den støjende opgang i Grand Teatret, besvarer den 40-årige instruktør mit spørgsmål mildt og velovervejet; om hvordan ti års research og over 1200 timers videomateriale endte med at blive den Oscar-nominerede dokumentarfilm "The Act of Killing" fra 2012 og siden hen opfølgeren, "The Look of Silence". Sidstnævnte er blevet overdrysset med store filmpriser, mens den også er indstillet til en Oscar - som en af årets store favoritter. Det er gået stærkt, siden to af dokumentarfilmens allerstørste profiler, Errol Morris og Werner Herzog, bemærkede den danskboende amerikaner for et par år tilbage. De er executive producers på begge film, mens Oppenheimer selv er blevet tidens mest omtalte dokumentarfilminstruktør. 

Baggrunden for folkemordet i Indonesien er siden 1965 blevet fortiet ihjel, simpelthen fordi befolkningen var bange. Mellem en til halvanden million indonesere blev udrenset under dække af, at de var kommunister. Til trods for at det amerikansk-støttede Suharto-diktatur blev afløst af et egentligt demokrati i 1998, turde ingen omtale fortiden, eftersom flere af de tidligere bødler forblev magthavere. Under optagelserne på en film om plantagearbejderes kamp for at oprette en fagforening i 2001 fandt Joshua Oppenheimer ud af, hvordan frygten stadig var styrende i skyggen af militærdiktaturet. Og at magthaverne - bogstaveligt talt - kunne slippe afsted med mord.

"Jeg fik en dag i 2001 følelsen af at være vandret ind i Tyskland 40 år efter holocaust for at finde ud af, at nazisterne stadig sad på magten. Fra denne dag vidste jeg, at jeg ville blive i Indonesien så længe, det skulle tage, for at kaste lys over landets fortid med to film. Den ene, som blev "The Act of Killing", ved at afsløre, hvilke konsekvenser systematisk terror og løgn har på den kollektive virkelighedsdannelse i et samfund den dag i dag. Den anden film, "The Look of Silence", ved at undersøge, hvad det vil sige at være overlevende i sådan en virkelighed, omgivet af bødlerne over 50 år. Hvad det gør ved et menneske som offer og som folkemorder. Ud fra befolkningens eget perspektiv."

Efter en hemmelig visning af "The Act of Killing" i Jakarta eksploderede interessen. Det landsdækkende magasin Tempo udgav en 75 sider artikel om folkemordet baseret på 1000 siders interviews med tidligere bødler. Siden da er filmen vist offentlig, mens en onlineudgave på YouTube er gratis tilgængelig. Den er blevet set og downloadet flere millioner gange, og der bliver nu talt om et Indonesien før og efter "The Act of Killing".

"'The Act of Killing' har været med til at åbne op for debatten og italesatte det, som alle vidste, men som ingen turde nævne. At et folkemord foregik. Præcis som med den lille pige i 'Kejserens nye klæder', der siger det åbenlyse. Dette åbnede op for vores næste skridt med "The Look of Silence", hvor Adis fortælling kom ind i billedet."

Bødlerne havde ingen kvaler med at tale om deres handlinger i "The Act of Killing". I flere sekvenser iscenesættes de mange drab som ærefulde heltegerninger. Heriblandt drabet på Ramli, Adis storebror. Da Adi selv blev født efter folkemordet, var han ikke betænkelig ved at råbe op om fortiden. I "The Look of Silence" opsøger Adi sin broders drabsmænd og deres pårørende, viser filmsekvenserne og stiller spørgsmål om fortiden. Vel vidende, at det kan koste ham og hans familie livet.

"Adi ønskede, at vi opsøgte gerningsmændene, hvilket jeg afviste prompte. Det var simpelthen for farligt. Men Adi insisterede," fortæller Joshua Oppenheimer.   

Hvordan lykkes det for dig at opbygge et tillidsbånd til disse mennesker, der har dræbt hundredtusindvis af uskyldige - og ikke mindst at få dem til at tale frit om fortiden?

"Jeg var venlig og respektfuld, resten kom helt af sig selv. Dukkede jeg op med kamera, gik de smilende i gang med at fortælle om, hvordan mordene var foregået. Over 50 år havde disse mennesker ikke fået at vide, at folkemordet var forkert. Det var jo bare kommunister. Derfor kunne de forblive magtfulde, prale af fortidens gerninger og levede ikke med en skyldfølelse."

Hvordan reagerede de folk, da det gik op for dem, hvad Adis projekt var?

"Adi ønskede ikke at fordømme, men at tilgive og skabe forsoning mellem fortid og nutid, mordere og overlevende. Og det gjorde han på en så rolig og imødekommende facon, at de ikke anede, hvordan situationen skulle håndteres. Vi havde dog foretaget en lang række sikkerhedsforanstaltninger. Adi gjorde jo intet kriminelt. At vi blev nødt til at tage de forholdsregler fortæller lidt om, hvor langt Indonesien har igen i transformationen til et egentligt demokrati."

Vestens stilhed i forbindelse med folkemordet dengang og nu mener Oppenheimer ikke er meget bedre. Derfor har han indgået et samarbejdet med en række amerikanske senatorer for at gennemlæse tidligere hemmelige dokumenter om USA's forhold til Indonesien i 1965. Og ultimativt for at udsende en formel undskyldning om indirekte medvirken i folkemordet.

"Jeg tror, at mange indonesere ser vestens stilhed som ren hykleri og skyldfølelse - med rette. Etisk set mener jeg ikke, at vesten kan have en relation til Indonesien og en lang række lande af samme årsag. Som eksempelvis Danmarks deltagelse i NATO's aktioner på vegne af multiinternationale virksomheder i demokratiets navn. Vi kan ikke have et etisk forhold til disse lande, før vi tager et kollektivt ansvar og officielt undskylder disse krigsforbrydelser. Før det sker, kan traumebehandlingen og heelingsprocessen af den pågældende nation ikke begynde."