Moovy Exclusive: Moovy Shorts: Ødeland – post-apokalyptisk kortfilm på fynsk

Der er langt imellem de danske genrefilm, og det gælder også blandt kortfilm. Den fynske produktion "Ødeland" er dog en markant undtagelse, da der er tale om intet mindre end et fuldendt post-apokalyptisk drama. Filmen er Jesper Quistgaards afgangsprojekt fra 18Frames – en filmskole i Faaborg.

"Ødeland" har med et budget på 120.000 kr. haft lidt mere at gøre med end de fleste kortfilmproduktioner, og det kan ses. Portrætteringen af det hærgede Danmark er gennemført og flot, men det træder aldrig i vejen for dramaet, og filmen bæres i høj grad af de stærke skuespilpræstationer.

Jesper Quistgaard siger om sin inspiration til historien: "Jeg har villet lave en post-apokalyptisk film, siden jeg var ca. 17 år gammel og skrev mine første noter til, hvad den skulle handle om. Så det har været en drengedrøm at få lov til. Dog var det vigtigt, at det ikke blev post-apokalypse-delen, der skulle bære filmen. Den skulle have en berettigelse i sin historie."

"Det, som jeg godt kan lide ved genren, er, at den konfronterer os med nogle mere desperate liv/død-situationer, som danskere meget sjældent befinder sig i. Det er så svært at lave 'action' eller fysisk drama à la amerikansk, når det skal foregå i Danmark. Men post-apokalypse giver en undskyldning for at lave noget, der har mere bid i, og som er mere hårdtslående, fordi man køber præmissen nemmere. Det er jeg meget optaget af."

"'Ødeland' er optaget på forskellige locations på Fyn – hvoraf de fleste ikke længere eksisterer – af åbenlyse årsager. F.eks. fik holdet lov til at optage i en gammel Dagli'Brugs nær Assens, der alligevel skulle rives ned, og som derfor kunne smadres i en passende grad til formålet."

Det er muligt at se hele den flotte kortfilm her:

Moovy.dk vil løbende bringe nye kortfilmpræsentationer i denne artikelserie. Hvis du har produceret en film af høj kvalitet og med underholdningspotentiale for et bredt publikum, er du velkommen til at skrive til jonas@moovy.dk. Din film skal have haft nylig onlinepremiere eller endnu ikke være udkommet.

Kommentarer

Moovy Shorts: Ødeland – post-apokalyptisk kortfilm på fynsk

  • ★★★★★★2

    Nu vil jeg ikke kalde mig selv for ekspert...men ser da en 300 kortfilm om året, så kan kun bifalde denne serie :)

    Og Ødeland er et skidegodt eksempel på en god og velproduceret dansk uafhængig kortfilm. 

    Guldager 7-07-16 18:41

  • ★★★★0

    God produktion, lidt kedelig historie. 

    Babo 7-07-16 23:49

  • ★★★★★★0

    Det er desværre ret svært at se kortfilm, fordi de aldrig bliver udgivet. Men her et par stykker, jeg vil anbefale:

    Daimi af Marie Grahtø Sørensen. Måske den bedste danske kortfilm, jeg nogensinde har set.

    Vores Fædres Sønner af Ulaa Salim. En af mine favoritter også. Den deler måske lidt mere vandene end Daimi.

    Hund i Himlen af Jeanette Nørgaard. God og rørende animation.

    Alt af Sara Koppel - sex og jazz-animation. Hun har for i øvrigt også lavet animationen til Ødeland.

    Guldager 8-07-16 00:43

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen