Disney dropper "gigantisk" animationsfilm

Selv gigantiske Disney må til tider indse, at visse ideer bare ikke er en bønne værd...

Disney Animation har valgt at skrinlægge en original animationsfilm med titlen "Gigantic", der var løst baseret på eventyret om "Jack and the Beanstalk" – eller "Hans og bønnestagen" på dansk.

Filmen skulle oprindeligt have ramt biograferne i 2020 og var udset som en opdatering af det gamle eventyr, hvor Jack denne gang blev venner med en kæmpe af hunkøn.

I instruktørstolene sad Meg LeFauve, der var med til at skrive Pixars "Inderst inde", og Nathan Greno, som instruerede "To på flugt" fra 2010, mens Robert Lopez og Kristen Anderson-Lopez skulle skrive sangene, akkurat som de gjorde på mega-hittet "Frost".

Om årsagen til, at filmen nu lægges på hylden, udtaler Disney-chef Ed Catmull: "Det er umuligt at vide, hvordan den kreative proces udfolder sig, når vi begynder på et projekt, og sommetider finder vi ud af, at uanset hvor højt vi elsker en ide eller hvor meget hjertet er med, så fungerer det bare ikke. Med 'Gigantic' kom vi til det punkt, og selvom det er en svær beslutning, så afslutter vi den aktive udvikling for nuværende."

Disney Animation vil nu fokusere på et nyt projekt, som studiet snart vil løfte sløret for og som er sat til at få premiere omkring Thanksgiving i 2020.

Inden da kan animationsfans i almindelighed og Disney-fans i særdeleshed se frem til "Ralph Breaks the Internet: Wreck-It Ralph 2" og "Frost 2", der kommer i henholdsvis 2018 og 2019.

Kommentarer

Disney dropper "gigantisk" animationsfilm

  • ★★★0

    Det er virkelig en skam da især den her ide lød friskt og potentiale til at blive en rigtig flot film. Det er også en skam at Disney ikke tør satse på deres originale ideer, men istedet kører sikkert med at lave fortsættelser.

    MOVIE100011-10-17 12:53

  • ★★★★★0

    "Frost" fungerede jo heller ikke, men se hvilken succes den blev! 

    Lars!11-10-17 13:14

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen