Disney har "Pirates of the Caribbean"-instruktør i sigte til live-action "Den lille havfrue"

Den Oscar-vindende instruktør af "Chicago" og Disneys kommende "Mary Poppins Returns" har fået et tilbud, han næppe kan afslå...

Ifølge Deadline har Disney tilbudt instruktør Rob Marshall en tidlig julegave. Nemlig muligheden for at instruere ét af studiets utallige live-action-remakes af animerede klassikere, der får premiere i disse år.

"Chicago"-instruktøren skal efter sigende bruge julen til at tænke over, hvorvidt han har lyst til at stå bag kameraet på den kommende live-action-udgave af den animerede perle "Den lille havfrue" fra 1989, som er baseret på H.C. Andersens eventyr.

Marshall arbejder i forvejen på en Disney-produktion, idet han sidder i instruktørstolen på opfølgeren til musical-klassikeren "Mary Poppins" fra 1964 med titlen "Mary Poppins Returns", der har Emily Blunt i hovedrollen, og som får premiere i december næste år. 

Det tyder altså på, at Disney er særdeles tilfredse med Marshalls arbejde, eftersom House of Mouse nu har den Oscar-vindende instruktør som førstevalg til at dirigere løjerne på "Den lille havfrue". Han har tillige instrueret "Into the Woods" og "Pirates of the Caribbean: I ukendt farvand", der også er Disney-produktioner. 

Tiden må vise, om Marshall takker ja til tilbuddet, og imens kan publikum se frem til Tim Burtons udgave af "Dumbo", Niki Caros version af "Mulan", Guy Ritchies "Aladdin"-remake samt ikke mindst Jon Favreaus live-action-take på "Løvernes konge".

Kommentarer

Disney har "Pirates of the Caribbean"-instruktør i sigte til live-action "Den lille havfrue"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen