En Dr. Jekyll & Mr. Hyde-film med Crowe, kunne nu være cool nok.
Efter "The Mummy"-flop: Dark Universe er lagt på is
Universals ambitiøse, nyligt opstartede monsterfilm-franchise (og planlagte, nye film med bl.a. Frankenstein og Den usynlige mand) er allerede blevet skrinlagt.
Der var lagt i kakkelovnen til noget helt særligt, da filmselskabet Universal tilbage i maj annoncerede deres såkaldte Dark Universe – en ny filmfranchise à la DC's og Marvels respektive filmuniverser, hvor flere ikoniske karakterer introduceres og interagerer i flere film.
Omdrejningspunkterne i Dark Universe er Universals klassiske filmmonstre – såsom Frankensteins monster, Dracula og Den usynlige mand.
"The Mummy" med Tom Cruise var franchisens første kapitel, men selvom filmen indtjente godt 400 mio. dollars på verdensplan, så underpræsterede den i dén grad i forhold til filmselskabets forventninger, og den blev revset af de fleste kritikere. Universal havde brugt over 100 mio. dollars på blot at markedsføre filmen.
IT'S ALLIIIIIIIIIIIVEEE!! (MÅSKE...)
Derfor har Universal nu lagt Dark Universe på is. En planlagt genindspilning af "Bride of Frankenstein" med Javier Bardem i rollen som Frankensteins monster er blevet udskudt på ubestemt tid.
Instruktøren Bill Condon ("Skønheden og Udyret") var ellers i fuld gang med forberedelserne til filmen, som tilmed havde fået fastlagt en premieredato: den 14. februar 2019. Men nu er det ikke sikkert, at filmen bliver til noget, og manuskriptforfatteren Chris Morgan ("Fast & Furious 8") har også forladt projektet.
Produceren Alex Kurtzman, som instruerede "The Mummy" og oprindeligt blev hyret til at supervisere franchisens overordnede plot, er også smuttet, og Universals særlige Dark Universe-kontorer står tomme i Hollywood.
Da Universal annoncerede Dark Universe, afslørede man samtidig, at Johnny Depp skulle spille Den usynlige mand, og at Russell Crowe ville gentage sin "The Mummy"-dobbeltrolle som Dr. Jekyll og Mr. Hyde, i franchisens fremtidige film.
Og der er trods alt stadig en chance for, at vi får d'herrer at se i kommende monsterfilm. Universals produktionspræsident, Peter Cramer, fortæller The Hollywood Reporter:
"Vi har lært en masse takket være den kreative proces på Dark Universe, og vi ser disse film som filmskaber-drevne værker, der hver især bygger på en unik vision. Vi vil ikke styrte af sted for at nå en fastlagt premieredato, og vi vil arbejde videre på disse film, når vi føler, at vi har det bedst mulige udgangspunkt."
Måske bliver fremtidige monsterfilm altså ikke knyttet til hinanden, men i stedet separate, enkeltstående værker. Vi får at se, om Dark Universe på bedste Dracula-manér formår at stige op fra graven...