Emma Watson og Miles Teller var tiltænkt hovedrollerne i "La La Land"

I Damien Chazelles musicalhyldest "La La Land" spiller Ryan Gosling og Emma Stone hovedrollerne som hhv. spirende jazzpianist og skuespiller med store drømme i Los Angeles. Begge skuespillere har opnået stor ros og anerkendelse for deres præstationer, og meget tyder på, at i hvert fald Stone har gode chancer for at tage en Oscar-statuette med hjem.

Oprindeligt var rollerne dog ikke tiltænkt Stone og Gosling, men derimod Emma Watson og Miles Teller (der spillede hovedrollen i Chazelles debutfilm "Whiplash"). Årsagen til at de blev erstattet, skulle angiveligt være deres alt for høje krav. Det fortæller kilder fra filmbranchen til Page Six.

Skønheden og Udyret

Teller skulle have forlangt seks mio. dollars efter at være blevet tilbudt fire, mens Watson insisterede på, at prøverne skulle foregå i London, til trods for at filmen handler om Los Angeles. Efter længere tids tilknytning valgte Watson i sidste ende at droppe ud til fordel for en anden musical, nemlig Disneys live-action-filmatsering af "Skønheden og Udyret".

Nu hvor "La La Land" er på alles læber – særligt efter at have løbet med hele syv priser til Golden Globe, herunder Bedste mandlige og kvindelige skuespiller, samt 14 Oscar-nomineringer – er det svært ikke at forestille sig en vis fortrydelse hos Watson og Teller.

"La La Land" danser ind i landets biografer 23. februar.

Kommentarer

Emma Watson og Miles Teller var tiltænkt hovedrollerne i "La La Land"

  • ★★★★★1

    Fortrydelse, måske, men ikke nødvendigvis, hvis de netop har stillet krav, fordi de følte, det ikke var en film, de ville nyde at lave og derfor behøvede større incitament for at blive en del af.

    Det er heller ikke til at sige, om filmen var blevet lige så succesfuld og anerkendt uden Stone og Gosling, som jo begge er overlegne skuespillere, og som man i hvert fald vidste havde kemi. 

    Lars!31-01-17 18:25

  • ★★★0

    Indrømmet, jeg har enormt svært ved at se Watson og Teller overgå Stone og Gosling i karisma og charme, som er essentielt i "La La Land" - samt sidstnævnte, efter min mening, også er skuespillere på et højere niveau. Som jeg ser det, er Stone/Gosling-konstellationen én af årsagerne til at filmen er så unik.

    Dolphinfriendly31-01-17 18:47

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen