Det lyder rigtigt interessant. Det vil jeg se frem til.
"Get Out"-instruktør laver HBO-serien "Lovecraft Country"
Jordan Peele laver nu en HBO-serie efter den store succes med instruktørdebuten "Get Out". Peele er på vej til tv-skærmen med en adaptation af romanen "Lovecraft Country" skrevet af Matt Ruff. Serien bliver beskrevet som en horror-antologiserie, der tager fat i en genrefortælling ud fra et afroamerikansk perspektiv.
Serien vil bestå af afsnit på en times længde og skal skrives af tv-skaberen Misha Green ("Underground"). Peele og Green vil begge have en rolle som executive producerer sammen med produktionselskabet Bad Robots J.J. Abrams og Ben Stephenson.
"Lovecraft Country" følger en ung mand ved navn Atticus Black, der tager ud på en biltur gennem 1950'ernes USA med sin barndomsveninde Letitia og sin onkel George, efter at hans far er forsvundet. På deres rejse kommer trioen op imod både jordiske trusler i det hvide USA og ondskabsfulde ånder, der synes at ligne de underlige fortællinger, som onkel George læser undervejs.
Jordan Peele har netop sagt nej tak til at instruere den store blockbuster live-action genindspilning af den klassiske anime "Akira", da han i stedet ønsker at lave socialsindede og originale projekter.