Islandsk instruktør vinder hovedkonkurrencen på CPH PIX 2017

"Vinterbrødre" af Hlynur Pálmason byder bl.a. på allestedsnærværende Lars Mikkelsen.

Hovedprisen på CPH PIX 2017 blev i går uddelt til en awardreception i København. Prisen i hovedkonkurrencen New Talent Grand PIX gik til islandske Hlynur Pálmason for den danske debutfilm "Vinterbrødre", mens serbiske Ivana Mladenovic fik en special mention af juryen for "Soldiers. Story from Ferentari".

Hlynur Pálmason var oppe imod 10 andre debuterende instruktører fra hele verden og med prisen følger en kontant præmie på 6.000 euro.

"Vinterbrødre" er en broderodyssé i et arbejdermiljø under en kold vinter. Vi følger to brødre, deres rutiner, vaner og ritualer samt en voldelig splid, der udvikler sig mellem dem og en anden familie. Det er en fortælling om mangel på kærlighed med fokus på den yngste bror og hans behov for at blive elsket og begæret.

I filmen finder man allestedsnærværende Lars Mikkelsen samt Anders Hove, Victoria Carmen Sonne og Elliott Crosset Hove.

Politikens Publikumspris bliver uddelt på tirsdag 10. oktober inden gallapremieren på Birgitte Stærmoses "Darling" i Imperial.

Selvom årets vinder er fundet, er CPH PIX dog langt fra slut. Festivalen fortsætter til og med 11. oktober i København.

Kommentarer

Islandsk instruktør vinder hovedkonkurrencen på CPH PIX 2017

  • ★★★0

    Den ser også interessant ud. 

    Og så kender Thomas og jeg Tommy Oksen, der har været indover filmen, så kæmpe tillykke. Jeg ser frem til at se den. 

    Babo 8-10-17 13:21

  • ★★0

    Det er en ret speciel film - men super flot og interessant. Også at den er optaget i Danmark. Efter at den vandt en pris på PIX, håber jeg at en distributør får lyst til at give filmen en chance mere.

    Edit: Jeg fandt lige ud af, at Øst for Paradis har den i stand.

    Dolphinfriendly 8-10-17 14:31

  • ★★★0

    Den ser også interessant ud. 

    Og så kender Thomas og jeg Tommy Oksen, der har været indover filmen, så kæmpe tillykke. Jeg ser frem til at se den. 

    Ja Tommy har fortalt et par spændende ting om den, da jeg så ham for et par uger siden. Jeg glæder mig til at få den set, hvis og når det bliver muligt.

    T. Nielsen 8-10-17 15:32

Log ind for at deltage i diskussionen