John McEnroe: Jeg ligner en idiot i "Borg"
John McEnroe var ofte en arrig tennisspiller, og nu er han også en arrig biografgænger. Den iltre amerikaner portrætteres i den biografaktuelle "Borg" sammen med hans rival Björn Borg, og det er bestemt ikke en portrættering, han er tilfreds med.
Ifølge McEnroe har manuskriptforfatterne opfundet historier ud af den blå luft: "Jeg er ked af at sige det, men selvom jeg ville ønske, at det var en god film, synes jeg desværre ikke, at det er en god film." Han fortæller, at hvis de alligevel ville have ham til at fremstå som en idiot, var der masser af virkelige hændelser, de i stedet kunne have brugt.
Heller ikke Björn Borg er ved at falde bagover af begejstring. "Vi var ikke involveret fra begyndelsen, John og jeg... Jeg så den for et par uger siden i Stockholm og syntes, at den var OK. Den er OK, men stadig fiktion."
Også John McEnroe har tidligere udtalt om produktionen, at "Jeg har ikke set noget, og de er allerede gået i gang med filmen... det ser slet ikke ud til, at de er interesseret i at tale med mig."
Da Moovy interviewede filmens instruktør, Janus Metz, havde han en noget anden udlægning af de to tennisspilleres involvering i filmen og deres reaktion. Det kan ses herunder: