Kirsten Dunst lander rolle i sort komedieserie fra "The Lobster"-instruktør

AMC er i færd med at udvikle en sort komedieserie med titlen "On Becoming a God in Central Florida" og har hyret Kristen Dunst som både hovedrolleindehaver og executive producer. Serien skal instrueres af den græske instruktør Yorgos Lanthimos.

Serien bliver en historie om dyrkelsen af det frie intiativ og en kvindes kompromisløse forfølgelse af den amerikanske drøm i starten af 1990'erne. George Clooney er også tilknyttet som producer via sit eget produktionsselskab.

Dunst rider i øjeblikket på en bølge af succes, efter hun fik Golden Globe- og Emmy-nomineringer for sin indsats i sæson 2 af Noah Hawleys FX-serie "Fargo". Hun havde også en central rolle i Jeff Nichols sci-fi-thriller "Midnight Special" og kan snart ses i den kritikerroste "Hidden Figures".

Ligeledes oplever Lanthimos stor succes for tiden, efter at hans engelsksprogede debut, "The Lobster", fik store roser og modtog flere priser. "On Becoming a God in Central Florida" bliver hans første større tv-projekt.  

Kommentarer

Kirsten Dunst lander rolle i sort komedieserie fra "The Lobster"-instruktør

    Log ind for at deltage i diskussionen