Nicklas Bendtner som Laudrup i opfølger til "Sommeren '92"

Siden fodboldspilleren Nicklas Bendtner i går blev fritaget for at vågne op til træning i Bundesligaklubben Wolfsburg, har rygterne floreret om den kommende karriere. Bliver det fremover en klub i Kina, der skal håndtere landsholdsangriberens krav om kun at spille, når det passer ind i soverytmen, vender han hjem til de trygge omgivelser i det københavnske natteliv, eller står Paddy Power klar med et rundhåndet sponsorat?

"Det sidste år har været hårdt, rigtig hårdt. Særligt efter beslutningen i går. Den slags gør, at man overvejer sin fremtid en ekstra gang eller måske tre," fortæller den 28-årige sportsstjerne ved et V.I.P.-pressemøde på Hotel D'Angleterre i København. "Da jeg er mere eller mindre fritstillet med løn frem til sommer, og jeg ikke har fået lov til at medvirke i Paradise Hotel af Julie (Zangenberg, red.), skulle der jo ske noget andet. Derfor blev jeg glad for at blive tilbudt rollen som Michael Laudrup i 'Sommeren '98'.

Verdensmesterskabet i 1998 i Frankrig bød på bemærkelsesværdigt gode danske kampe. Landsholdet nåede en flot kvartfinale, hvor Danmark blev slået 3-2 af Brasilien. Kampen markerede også slutningen på en æra, da både Michael og Brian Laudrup efter kampen indstillede deres respektive landsholdskarriere.

"Altså, hvis jeg var med dengang, havde vi jo vundet det hele. Selvfølgelig. Selvom Michael aldrig har været helt lige så god som mig, skylder jeg landsholdet en succeshistorie - og jeg har alligevel ikke andet at lave. Derfor har vi også snakket om at lave en alternativ slutning på filmen, hvor jeg bliver sendt tilbage i tiden i en top nice Mercedes, modificeret med en flux capacitor. Og altså med chauffør, nu jeg ikke har fået mit danske kørekort tilbage endnu."

"Sommeren '98" forventes at få premiere til april 2018 og skal instrueres af Rasmus Heide.

Kommentarer

Nicklas Bendtner som Laudrup i opfølger til "Sommeren '92"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen