Ole Bornedal laver ny komedie - "Dræberne fra Nibe"

Ole Bornedal står bag kameraet på en ny komedie, "Dræberne fra Nibe", som han også har skrevet. Det skriver Nordisk Film i en pressemeddelelse.

Filmen følger de to jyske håndværkere og venner Ib (Ulrich Thomsen) og Edward (Nicolas Bro), der er kørt sur i deres livløse ægteskaber og leger med tanken om at leve det søde liv for de sorte penge, de har gemt. Efter et kæmpe skænderi med deres koner (Lene Maria Christensen og Mia Lyhne) hyrer de i en brandert en russisk lejemorder til at gøre det af med dem. Men de har undervurderet deres koner, og det bliver starten på en absurd rejse, hvor Ib og Edward til deres skræk selv ender øverst på en dødsliste...

På rollelisten finder man også bl.a. Søren Malling, Birthe Neumann, Elsebeth Steentoft, Ole Thestrup og Jens Andersen. Desuden ses britiske Gwen Taylor og polske Marcin Dorocinski i rollerne som filmens lejemordere.

Bornedal udtaler om filmen: "Det er mange år siden, jeg har lavet komedie. Vel ikke siden 'Charlot og Charlotte' (nogen vil nok mene '1864'... red.). 'Dræberne fra Nibe' er et forsøg på at lave en både sort, folkelig og på mange måder grænseoverskridende satire på noget så almindeligt som sex, mangel på sex, kærlighed og mangel på kærlighed."

Producer Jonas Allen udtaler: "'Dræberne fra Nibe' er både grotesk, voldelig, absurd, humoristisk og ikke mindst romantisk. Filmen har et stærkt og særegent visuelt udtryk, og med kombinationen af sort humor og skæve karakterer håber vi, at filmen rammer et bredt dansk publikum."

Filmen starter optagelser 15. februar og forventes at få premiere 25. december.

Kommentarer

Ole Bornedal laver ny komedie - "Dræberne fra Nibe"

  • ★★★★0

    Hvis Ingolf Gabold vil opdrage mig politisk.. så skal den ses!

    Gasivodo10-02-16 20:14

  • ★★★★★★0

    Dejligt at se, at de store, danske skuespillere er sammen i endnu en film. Og at der er død med i det. Ahem, det bliver da snart ikke bedre. Håber det er Lasse Spang Olsen der er stuntkoordinator !

    davenport10-02-16 23:48

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen