Star Wars-spin-off om Obi-Wan Kenobi er muligvis i støbeskeen

Ifølge The Hollywood Reporter kan den legendariske Jedi-ridder Obi-Wan Kenobi meget vel snart få sin egen Star Wars-film.

Den elskede karakter er tidligere blevet portrætteret af Alec Guiness og Ewan McGregor, hvor sidstnævnte tidligere har ytret ønske om at gentage den rolle, som han sidst spillede i "Episode III: Sith-fyrsternes hævn" fra 2005.

Den nye film skulle foregå i årene mellem netop kapitel III i Skywalker-sagaen og "Episode IV: Et nyt håb", hvor Obi-Wan slikker sårene efter klon-krigene på Tatooine, alt imens han våger over galaksens nye håb, Luke Skywalker. 

OSCAR-NOMINERET INSTRUKTØR PÅ TALE

Den Oscar-nominerede instruktør Stephen Daldry ("Billy Elliot", "The Hours") er efter sigende udset til at instruere eventyret, som forventes at blive en "A Star Wars Story"-film på linje med sidste års "Rogue One: A Star Wars Story" og den kommende, unavngivne film om den unge Han Solo.

Det forlyder, at filmen endnu ikke har et manuskript, og det vides heller ikke, om Ewan McGregor ender med at gentage rollen, men sikkert og vist er det imidlertid, at den næste Star Wars-film med titlen "The Last Jedi" får premiere til december.

Kommentarer

Star Wars-spin-off om Obi-Wan Kenobi er muligvis i støbeskeen

  • ★★★0

    Vi må jo nok vente til filmen er halvvejs færdig før vi får at vide, hvem instruktøren er.

    Og når de har fundet vedkommende, går den vilde jagt på hvem der skal lave reshoots. 

    MOVIE100020-08-17 14:41

  • ★★★★★0

    Og når de har fundet vedkommende, går den vilde jagt på hvem der skal lave reshoots. 

    Hehe jeg mente det nu som der kommer en instruktør på fra start han skiftes så ud halvvejs igennem filmen, hvor man så ja kan tale om reshoots af en 3. Instruktør.

    Elwood20-08-17 16:46

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen