Stephen King vil have en R-rated "The Dark Tower"-efterfølger

Efter at have været mange år undervejs har "The Dark Tower" endelig nået vejen til det store lærred med den indtil nu succesfulde danske instruktør Nikolaj Arcel bag roret... og en masse folk synes desværre, filmen er en katastrofe. Filmen er blevet mødt med en masse negative amerikanske anmeldelser og fra fans ligeså.

På trods af det ser der ud til at være en tv-serie på vej fra Arcel og co., og Stephen King taler allerede om en fortsættelse til filmen. Hvis den bliver til noget, vil han have, at den skal være R-rated. King er blevet adspurgt, om der var noget i Arcels film, han ønskede, der klarede cuttet, og dette var hans svar:

"Jeg ville ønske at se Roland på stranden med disse hummer-monstre, og jeg forstår rationalet bag filmen, at den er PG-13. Jeg skrev totalt under på det. Jeg synes, det er det rigtige at gøre. Jeg ønsker, at så mange som muligt ser den af alle mulige grunde... men jeg ville elske at se den næste film blive R-rated. Fordi det er der, vi kommer fra nu, og i den retning, filmene skal gå."

King anerkender, at efterfølgeren afhænger af succesen fra den første film. Det er dog svært at tro, at Warner Bros. vil bevæge sig fremad med efterfølgeren, hvis filmens box office-tal er skuffende, men det er endnu for tidligt at sige. I Danmark har det endnu ikke været muligt at se Arcels blockbuster, da den først har premiere 17. august.

Muligvis vil en R-rating tage visse begrænsninger væk og give mere frihed til filmskaberne bag, så de kan gøre, hvad de vil med historien. Uanset hvordan diverse kritikere føler, må man på håbe lidt box office-succes til en af de få danske instruktører, som gør forsøget med en stor amerikansk blockbuster.

Kommentarer

Stephen King vil have en R-rated "The Dark Tower"-efterfølger

    Log ind for at deltage i diskussionen