Steven Spielberg: Ingen kan erstatte Harrison Ford som Indy
Rygter har i nogle måneder svirret om en mulig reboot af "Indiana Jones" med Chris Pratt i rollen som den ikoniske arkæolog med hat og pisk. "Indiana Jones"-produceren Frank Marshall kunne dog tidligere fortælle, at der ikke var nogen sådanne planer i støbeskeen, men Steven Spielberg går nu endnu længere og siger utvetydigt:
"Jeg tror ikke, at nogen kan erstatte Harrison som Indy, jeg tror ikke, det nogensinde kommer til at ske. Det er i hvert fald ikke min intention at få en anden skuespiller til at træde i hans sko, sådan som mange skuespillere har spillet Spider-Man eller Batman. Der er kun én skuespiller, som kommer til at spille Indiana Jones, og dét er Harrison Ford."
Dette udelukker naturligvis ikke muligheden for en spin-off med en ny karakter, som introduceres i en evt. femte film. Da den fjerde film var en skuffelse for mange filmanmeldere og fans, blev Spielberg ved samme anledning spurgt, hvorfor han kunne være interesseret i at bringe Indy tilbage. "Fordi der er mange flere historier at fortælle," svarede han.