Sylvester Stallone skal instruere "Creed 2"

Rocky Balboa himself sætter sig i instruktørstolen på det næste kapitel af boksesagaen.

Det er nu blevet offentliggjort, at det bliver Sylvester Stallone, der overtager tøjlerne på den næste "Creed"-film. Actionstjernen afslørede selv nyheden på sin Instagram-profil, hvor han skriver, at han ser frem til at instruere hovedrolleindehaver Michael B. Jordan i filmen til næste år.

Den næste "Creed"-film fortsætter, hvor første film fra 2015 slap. "Creed" fulgte den unge bokser Adonis Creed og havde Sylvester Stallone med i birollen som Rocky Balboa, som han havde portrætteret seks gange før i den populære "Rocky"-filmserie. I "Creed" havde Balboa selv lagt handskerne på hylden og agerede i stedet træner og mentor for Adonis Creed. Filmen blev instrueret af Ryan Coogler ("Fruitvale Station"), som siden blev shanghajet af Marvel og nu er for travlt optaget af den kommende "Black Panther" til også at kaste sig over "Creed 2".

Endnu et opgør med den iskolde Drago-klan?

Stallone har tidligere begået fire film i "Rocky"-franchisen, nemlig "Rocky II", "Rocky III", "Rocky IV" og senest "Rocky Balboa" fra 2006. Siden da har actionlegenden instrueret de to hårdtslående sager "Rambo" og "The Expendables" i hhv. 2008 og 2010. I april måned kunne han opleves foran kameraet i "Guardians of the Galaxy Vol. 2".

Hvordan handlingen i "Creed 2" mere specifikt vil udspille sig, vides endnu ikke. Sylvester Stallone har dog postet flere interessante beskeder og fotos på de sociale medier den seneste tid, som kunne pege i retning af superbokseren Ivan Drago, der optrådte i "Rocky IV" i skikkelse af Dolph Lundgren. Måske næste kapitel byder på endnu et opgør med den iskolde Drago-klan?

"Creed" høstede pæne anmeldelser og indtjente over 173 mio. dollars på verdensplan, da den kom i 2015. For Stallone medførte filmen også personlig succes, da han blev nomineret til en Oscar for bedste mandlige birolle for sit arbejde i projektet. Både Stallone og manden bag Adonis Creed, Michael B. Jordan, vender tilbage i deres roller i den nye film.

Kommentarer

Sylvester Stallone skal instruere "Creed 2"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen