Wes Andersons stop-motion-film "Isle of Dogs" åbner Berlinalen 2018

Den kulørte auteur får æren af at åbne den 68. udgave af Berlins Internationale Filmfestival.

Det er altid en ære at få lov til at åbne en prestigefyldt filmfestival med sin film, og nu får indie-kongen Wes Anderson lov til at åbne næste års udgave af Berlinalen med sin kommende stop-motion-film "Isle of Dogs".

Wes Andersons kommende hundefilm, der fik en trailer for et par måneder siden, får dermed verdenspremiere, når den åbner den 68. udgave af Berlins Internationale Filmfestival 15. februar 2018. Instruktøren fik også æren af at have åbningsfilmen tilbage i 2014 med "The Grand Budapest Hotel" ved festivalens 64. udgave. Her vandt filmen en af festivalens hovedpriser, nemlig juryens eftertragtede Sølvbjørn for Bedste film, og den hev senere også fire Oscar-statuetter hjem.

Dermed er der gode udsigter til "Isle of Dogs", der er Wes Andersons anden animerede stop-motion-film efter den kritikerroste "Fantastic Mr. Fox" fra 2009.

stjernebesat rolleliste i vanlig stil

"Isle of Dogs" omhandler den 12-årige dreng Ataris og hans søgen efter sin forsvundne hund, Spots, i storbyen Megasaki City. Her har byens skruppelløse borgmester i forsøget på at afhjælpe byens overbefolkning af hunde beordret menneskets firbenede venner til at blive sendt ud på lossepladsen Trash Island.

I vanlig Wes Anderson-stil har filmen en vanvittig stjernebesat rolleliste, der blandt andre tæller Bill Murray, Bryan Cranston, Tilda Swinton, Scarlett Johansson, Frances McDormand, Jeff Goldblum, Edward Norton, Ken Watanabe, Greta Gerwig, Harvey Keitel, F. Murray Abraham og Yoko Ono.

"Isle of Dogs" får premiere herhjemme 3. maj 2018.

Kommentarer

Wes Andersons stop-motion-film "Isle of Dogs" åbner Berlinalen 2018

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen