HBO's "True Detective" vender måske tilbage

For et par måneder siden afslørede HBO's programdirektør, Casey Bloys, at vi formentlig aldrig ville få en 3. sæson af krimiserien "True Detective". Men nu trækker Bloys lidt i land...

I forbindelse med en nylig konference, hvor "Game of Thrones" også fik fastlagt en slutdato, fortalte Bloys, at "[True Detective] er ikke død. Men vi har ikke nogen idé til en 3. sæson endnu."

Ifølge Bloys vil HBO formentlig hyre nogle nye manuskriptforfattere til at arbejde på serien. Seriens skaber, Nic Pizzolatto, har indtil nu skrevet alle seriens episoder.

Matthew McConaughey og Woody Harrelson spillede et par hårdhudede politibetjente i føljetonens 1. sæson, som blev en kæmpe succes og vandt adskillige prominente priser. Men mange fans samt de fleste kritikere nedsablede seriens 2. sæson. Derfor har der verseret tvivl om, hvorvidt en 3. sæson ville få grønt lys, men muligheden foreligger altså.

HBO's forhenværende programdirektør, Michael Lombardo, har dog tidligere taget ansvaret for, at sæson 2 af "True Detective" ikke levede op til sæson 1, idet han angiveligt gav Pizzolatto relativt få måneder til at udtænke sæson 2, mens forfatteren fik flere år til at forfatte sæson 1.

Kommentarer

HBO's "True Detective" vender måske tilbage

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen