Premieren på ny "Star Trek"-serie udskydes

Sci-fi-serien "Star Trek: Discovery" var oprindeligt udset til at få tv-premiere i januar 2017. Men fans bliver nu bedt om at vente lidt længere på "Star Trek"-franchisens syvende tv-serie.

Seriens premieredato er helt præcist udskudt med fire måneder til maj 2017. Det er seriens hovedproducer, Bryan Fuller ("Hannibal"), som personligt har bedt seriens produktionsselskab og distributør, CBS, om mere tid til at støbe et ordentligt fundament for serien.

I en pressemeddelelse fastslår Fuller: "Når nu vi bringer 'Star Trek' tilbage til fjernsynet, så har vi også et stort ansvar: at suge både fans og uindviede seere ind i det univers, som har stimuleret vores fantasi, siden vi var børn."

"Vi drømmer stort og vil gerne levere varen, så det er vigtigt, at behovet for at nå en premieredato ikke kompromitterer kvaliteten. 'Star Trek' fortjener vores allerbedste, og disse ekstra måneder er med til at sikre, at vi udretter noget, vi alle kan være stolte af."

Vi ved i øvrigt stadig meget lidt om den kommende serie, ud over at den vil foregå før Kirk og Spocks intergalaktiske eventyr i det 23. århundrede, og at hovedpersonen bliver en kvindelig orlogskaptajn om bord på rumskibet Discovery.

Kommentarer

Premieren på ny "Star Trek"-serie udskydes

  • ★★★★★1

    Som jeg også har skrevet andetsteds, så synes jeg, det er enormt positivt, at man tager sig god tid til at få fundamentet ordentligt på plads, før "Star Trek" vender tilbage til flimmerkassen. Vi har alligevel også allerede ventet omtrent 12 år...

    The Insider14-09-16 23:50

  • ★★★1

    Men det er vidner også om seriens størrelse, at "han" får lov til det, i forhold til planlægningen.

    Der er trods alt kun fire måneder til den planlagte premiere, og i serie-verden, ligesom film-verden, er der så mange faktorer, der spiller ind i forhold til en series umiddelbare succes - heriblandt tidspunktet, det forsøger at fæstne sig hos seerne.

    Jeg ved så ikke, om maj i virkeligheden er bedre end januar, men det kan heller ikke være uvæsentligt, at planerne for sendefladen allerede var lagt.

    Okay, det virker ikke så sammenhængende, det, jeg her får skrevet. Men i bund og grund er min pointe bare: så large havde CBS nok ikke været, hvis det var en ny, "ukendt" serie lavet af mindre prominente navne :)

    HonoDelLoce15-09-16 12:23

  • ★★★★★1

    Det var da enormt sammenhængende, Daniel! Og jeg er helt enig - det siger virkelig noget om seriens "tyngde". Især når nu CBS' egen streamingtjeneste, CBS All Access, har "Discovery" som største trækplaster i USA.

    The Insider15-09-16 20:56

  • ★★★★★★1

    ... Nu havde jeg lige lavet popcorn...

    davenport15-09-16 22:15

  • ★★★★★0

    Så kan vi også nå at købe snøfler, René!

    The Insider16-09-16 13:05

  • ★★★★★★1

    Evt. Bacon?

    davenport16-09-16 23:03

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen