Mandalorian S1 (versus Star Trek Discovery S1)
Så fik jeg også set elefanten, og den var unægteligt underholdende, venter lidt med sæson 2 (selv om diverse ting allerede er blevet spoilet for mig bare ved at jeg eksisterer på Internettet).
Før jeg så denne, så jeg Star Trek Discovery sæson 1, og det er en lidt sjov øvelse at sammenligne dem. Star Trek er selvfølgelig et tv-serie-univers i udgangspunktet, men har ikke lavet en ny serie mange år, så Discovery føltes som et nyt forsøg. På samme måde var Mandalorian et spændende eksperiment, når et film-univers skulle laves om til en serie og forhåbentligvis lykkes. Begge serier er flotte og opererer tydeligvis med høje budgetter, langt over hvad man har været vant til at se på TV-fronten. Udover det har de selvfølgelig ikke så meget til fælles - jo, de foregår i rummet noget af tiden. Og en væsentlig forskel er at hvor Star Trek har et stort og komplekst persongalleri, så har Mandalorian et meget småt ensemble. Plottet i Star Trek er tempofyldt og der sker noget nyt i næsten hver episode, et nyt vendepunkt, så hvis du går glip af en episode, så kan du undre dig over hvad som foregår. Den dvæler aldrig ved en nuværende situation - hvilket måske er noget af grunden til at den aldrig rigtig føltes specielt nærværende, og det varede længe før jeg kunne begynde at relatere til karaktererne.
Mandalorian har utroligt nok det modsatte problem, altså hvad gælder tempo. Går du glip af en episode, så gør det mest sandsynligt ingenting. Det meste af sæsonen er fyld-episoder uden udvikling eller nævneværdige åbenbaringer. Vi er ikke nærmere at have fundet ud af hvor barnet kom fra eller hvorfor nogen vil have ham (selv om vi nok kan regne ud at det har noget med hans evner at gøre). Vi er heller ikke kommet nærmere Mando, selv om vi bliver vist glimt af de samme flashbacks fra hans barndom igen og igen og igen, og han er ikke nærmere nogen løsning på sine udfordringer. Til gengæld er der flere små side-quests som kan være mere eller mindre underholdende i sig selv. Det er en flot serie og det føles både som det klassiske Star Wars-univers, samtidig som den er sin helt egen ting - godt hjulpet på vej af et fedt score. Rulleteksterne til hver episode er til tider næsten bedre end selve episoden.
Finaleepisoden, instrueret af Taika Watiti, har sine lyspunkter og gør sammen med næstsidste episode meget for at føre historien et skridt videre, så sæson 2 faktisk kan handle om noget. Så det bliver spændende. Det vil også blive spændende at se om Giancarlo Esposito virkelig bare spiller en fjern galakses fortolkning af Gustavo Fring (hans karakter i Breaking Bad), eller om han faktisk har noget andet at byde på i denne omgang. Specielt elegant er slutningen på hele sæsonen ikke, da en af karaktererne erklærer, at alle storm troopers på planeten nu er væk, så nu kan de tage en god pause og slå sig til ro (hvor ved han dog det fra? doven exposition). Jeg kan også tilslutte mig folkene som ikke kommer til at savne Gina Carano - ikke nødvendigvis på grund af hende, men selve karakteren synes også at være rimelig flad, all muscle.
Mandalorian har brug for mere kød på historien og mere fremdrift for at holde min interesse. Men det er jo Star Wars og det er bedre end den seneste film i sagaen. Det er måske også noget af grunden til at jeg godt kan vente med sæson 2, selv om den ligger klar. Nu hvor jeg alligevel er med på Disney+, så tænkte jeg at se hvad som var så specielt med Marvels WandaVision...