No Time to Die
Et enigt anmelderkorps har omfavnet og rost den nyeste, og sidste Bondfilm med Daniel Craig i hovedrollen.
Og kan den så bære al den positivitet?
Jeg frygtede på forhånd de 2 timer og 43 minutter - for hvor meget fyld havde de stoppet ind, for at få den til at vare så længe?
Svaret er - ikke noget - jeg kedede mig ikke et øjeblik, der var ikke et overflødigt minut og handlingen foregik flydende og naturligt - hvis man kan sige det om en Bond film.
Er det så den perfekte Bondfilm? Nej, den bliver nok aldrig lavet - selvom der har været nogle ret gode forsøg over årerne - From Russia With Love - The Spy Who Loved Me - Casino Royale - er nok dem der kommer tættest på, sammen med denne nye i rækken.
Den er ikke perfekt, hvis man gransker i det så er der passager hvor jeg, kortvarigt, undrede mig over udviklingen - men Cary Joji Fukunaga (den glimrende instruktør) - flytter så hurtigt fokus, at vi aldrig kommer til at dvæle ved noget som helst, for et dilemma afløses hurtigt af det næste.
Det er tydeligt at Fukunaga, sammen med forfatterne, har fået en bunden opgave som var svær - man skulle samle alle de løse tråde fra de forrige Bondfilm, og afslutte Craig's Bondforløb - samtidig med at man lige markerede at det er film nr. 25, og der skulle sendes en hilsen bagud i universet til alle de forrige film (især de første med Connery).
At alt det er lykkes så godt, er lidt af en præstation - samtidigt er det fedt at teamet bag Bond har ryddet brættet totalt - og har efterladt det hele til en helt ny begyndelse - som kan gå i ALLE retninger.
Hilsnerne til de første Bond film kommer selvfølgelig over replikkerne, men især de gamle Aston Martin'er genbruges - og så garneres det hele med et lydtæppe som dygtigt genbruges på de rigtige tidspunkter.
Der er også plads til en kommentar til ligestilling af køn og etnesiteter - uden at det virker akavet, og uden at Bond fremstilles som gammeldags og støvet.
I det hele taget formår man at få kritikkerne til at forstumme, og huske at dette er agentserien over dem alle - måske endda lige lidt over Mission Impossible og Bourne - som også er svingende i kvallitet.
Skribenterne har tydeligt fået frie hænder til at gå nye veje - og der er virkelig nogle gedigne overraskelser undervejs - selv den ellers formulariske kulmination byder på noget man ikke har set før.
Dansk/svenske David Dencik gør det fint med et komisk portræt af en skruppelløs russisk videnskabsmand - og Rami Malek er en atypisk lavmælt modstander, som er nærmest "Joker" skræmmende - samtidig med at vi faktisk også kender hans motiver, og til dels forstår dem.
Resten af Crew'et kender man - med et par kvindelige action tilføjelser, som ikke ender vandret i sengen hos Bond - men i høj grad kan tage vare på sig selv.
Det er ikke perfekt - men det har bestemt været ventetiden værd - og eftertiden vil utvivlsomt se den som en af de bedste i rækken - selvom nok ikke alle synes det hele slutter retfærdigt.
Det har aldrig været så spændende at se frem mod den næste film i rækken, for alt kan som sagt ske. Intet er givet på forhånd. Bravo!
8 ud af 10 stjerner er for lidt - derfor får den 9/10.