Moovy Exclusive: Berlinalen 2017 – tanker, oplevelser og øjebliksbilleder (del 1)

Moovys Mattia Guidarelli tog ned til Berlinalen, der i år blev afholdt for 67. gang, og måtte snart sande, at tysk effektivitet gik i clinch med hans italienske attitude...

Torsdag 9. februar 2017 - den alt for lange dag, hvor jeg ingen film så

Klokken er 04.00 om morgenen, da R2-D2's elektriske skrig fra telefonen vækker mig fra en søvn skærmet fra sneen og kulden udenfor. De sidste ting skal ordnes, inden bussen kører om to en halv time. Turen derned foregår i tusmørke og er kun oplyst af lygter fra den uendelige sværm af biler, som kører hver deres vej til et lønnet arbejde.

Vi er mellem Dinos legeland og Stark, da vi rammer den første trafikprop. Bussens vinduer er tilduggede, så man knapt nok kan se ud og gætte, hvor stor forsinkelsen bliver. Bussen kommer heldigvis i omdrejninger efter kun ti minutter. Forsinkelsen indhentes i høj fart på de snævre, isglatte vejbaner, hvor chaufføren kæmper side om side med lastbiler, som var de stridsvogne fra oldtiden. Sneen og isen skaber en smuk, men farefuld færd mod historiske Berlin, der i dag begynder at svælge i både fiktion og fakta.

I bussen er vi få, og kun én anden skal ned til festivalen. Han er en lillebitte, skægget, ung skuespiller fra Aarhus. Det finder jeg ud af, da en gammel pressefotograf, som ikke selv kender til Berlinalen, har genkendt hans spinkle, næsten ukendte ansigt fra ugebladene og går op til ham for at spørge, om han må tage billeder af ham dér i bussædet. Det hele virker lidt pæderastisk, men sådan er branchen jo. Endnu en gang jeg er glad for "bare" at være anmelder. Efter et par skud begynder søvnen så småt at tage over.

Jeg vågner brat til et voldsomt lys. Solen er stået op, og vi er langt ude på de øde, sydsjællandske veje – folk er endeligt kommet på arbejde. Ved Gedser desorienteres jeg af et gult DSB-tårn, som er blevet flyttet herned fra Københavns Sydhavn. Pludseligt sluges bussen af færgens vidt åbne gab. Bussens tidligere ræs med lastbilerne føles nu så banal. Træder fortumlet ind på færgedækket og mærker min ubetydelige krop i det massive skrog. Interiøret og de enorme koøjers udsigt til vandet vælter mig en smule omkuld. Møblerne og udsmykningen hjælper ikke på den løse jordforbindelse, da de mest af alt minder om IKEA på Speed... 2.

Kl. 11.30 er det snedækkede landskab udskiftet med uendeligt overskyet himmel. Jeg håber inderligt, at mit første Berlinalebesøg bliver alt andet end gråt. Jeg er på nuværende tidspunkt stadig usikker på, om jeg overhovedet kan få en presseakkreditering, så måske kommer jeg til at tilbringe mere tid ude i kulden end inde i biografmørket. Festivaler er bakteriebomber. De udgør de ideelle forhold for forskellige bakterier og virusstammer at mødes og udveksle visitkort – måske er det dem, der i virkeligheden får alle disse mennesker til at gå gennem ild og vand for at afholde så omfattende arrangementer.

Den truende fornemmelse af en fremadskridende sygdom skyldes måske, at jeg lige har afholdt festival i Cinemateket, og at jeg ikke har nået at vaske tøj til de næste ni dage i Berlin. Har kun pakket de grimme t-shirts, jeg aldrig bruger, og uvasket tøj, som lige kan tåle en ekstra dag eller to. Snørebåndet til min ene lædersko er ved at knække, og jeg håber, det i det mindste kan holde ca. halvvejs, hvor branchefesten holdes, og hvor min nedslidte, men heldigvis stadigt pæne blazer også skal bruges – man skal jo stadigt gøre et godt indtryk, selvom man er en fumlende fedtet filmanmelder!

Buscentralen har ændret sig siden sidst, men heldigvis foregår transporten som altid via U2 – ikke læderbuksebandet med solbrillerne og det farvede hår, men den bedste U-bahnlinje af dem alle. Direkte forbindelse til Potsdamer Platz, hvor hovedparten af Berlinalen afholdes, men her må jeg vinke pænt farvel til ideen om at få en presseakkreditering i sidste øjeblik.

Overrasket, men ikke nedslået, finder jeg frem til mit sølle vandrehjem. Jeg havde bestemt regnet med en skrabet standard, men havde ikke forventet, at nabobygningen ligefrem er den Nordkoreanske ambassade. I receptionen møder jeg min navnebror, der er superflink, og som trods de strenge regler giver mig den bedste service mulig. Flere flinke mennesker venter mig på sovesalen. Jeg havde helt glemt, hvor flinke folk er i forbundsrepublikken.

Dagen slutter på opfordring af mine flinke værelseskammerater med en tur ud i natten til det nærliggende Mall of Berlin, da vandrehjemmets Wi-Fi ikke fungerer. Jeg skal uploade og maile nogle simple dokumenter til nogle af de mennesker, jeg skal møde i løbet af de næste otte døgn, og ender med at stå på et ben i kulden uden for centrets låste svingdøre med min bærbar på det andet lår og føler mig som en dårligt afbilledet hacker fra en halvfemserfilm.

Fredag 10. februar 2017 - den anden lange dag, hvor jeg heller ikke fik set film

Det første, som skal gøres i dag, er at skaffe billetter til nogle smækre film, for det er dét, jeg i bund og grund er her for. Første forhindring er dog, at jeg i går ikke havde tid til at tjekke programmet ud – og ja, jeg kunne have planlagt det, dengang det blev offentliggjort, men på det tidspunkt havde jeg ingen tanker om reelt at tage herned. Derfor skal der spises morgenmad og lægges strategier.

Det bliver på føromtalte Mall of Berlin, hvor jeg flotter mig med noget så forfærdeligt som en Oreo-latte – har brug for sukkeret. Mall of Berlin er et forfærdeligt sted, men har foreløbigt reddet mig to gange. I går med sin nød-Wi-Fi og i dag med H&M, hvor jeg købte de essentielle, intime beklædningsgenstande, som jeg ellers var løbet tør for, inden jeg styrtede afsted med lygter og horn til Tyskland. Nu skal jeg blot kunne forklare de mange sikkerhedsvagter rundt i biograferne, hvorfor der er ekstra par underhylere og sokker nede i tasken. Berlinalen har foreløbigt været lidt skræmmende, men ikke så skræmmende!

Anden forhindring er selve programmet. Det er enormt! Ideen om at udfærdige et tjept skema for de film, jeg vil se, holder ikke. Efter et par timers skemalægning hopper jeg ned i yndlings-U2'en mod Potsdamer Platz, hvor jeg straks opdager, at hele strategien var ubrugelig. Alle de film, jeg har udset mig – bl.a. et længe ventet gensyn med Stanley Kubricks "Barry Lyndon" – er udsolgt. Tredje forhindring er dukket op, så ud med strategien og ind med taktikken!

Tysk effektivitet er igen gået i clinch med min italienske attitude. Billetter kan kun købes i det fysiske salgssted, som ligger i Arkaden, et andet grimt indkøbscenter, og de er kun til visninger 1-3 dage frem. Billetter til dagen kan kun købes i de biografer, der viser filmen.

En manglende lyst til igen at hoppe ned i det enorme program og traske rundt fra biograf til biograf for at høre, om de har billetter, får mig i stedet til at stille mig i den enormt lange kø for at se, hvilke film der endnu ikke er udsolgt. Ingen kø er dog længere end til Berlinalens officielle souvenirbod, for hvem vil ikke have en anonym t-shirt med en bjørnesiluet med nummeret 67 ved siden af sig? Hvorfor skal man tage til Berlin og gang på gang mødes af en dum mur?

Sådan er det meste af dagen gået, og nu er det aften, hvor jeg skal til Meet the Danes. Et arrangement, som Det Danske Filminstitut holder hvert år, så alle danskere i Berlin kan mødes og evt. lægge planer for dansk filmindustris fremtid – eller bare drikke sig en skid på, da der er fri bar. Det er overhovedet ikke så spændende, som det lyder. Kun DF's Alex Ahrendtsen ville klage over, at DFI lægger lokaler til, at den danske filmbranche kan mødes til en af verdens vigtigste filmfestivaler og lægge strategier (eller taktikker) for det kommende filmår.

Til gengæld vil jeg slå et stort slag for den umådeligt charmerende, persiske danseprins Alexander Behrang Keshtkar, som jeg var så heldig at møde og dele dansegulv med til Robertprisen ugen forinden. Vi genkender straks hinanden ved dette glædelige gensyn. Han er hernede for at promovere "Dræberne fra Nibe", da han spiller den utæmmelige taxachauffør i filmen, og jeg håber, han snart kan fortsætte med at bevise sit skuespiltalent i en ny, dansk film, så Johan Albrechtsen, der også er en dansemus, kan lave et dejligt skørt Moovy TV indslag med ham – med en dance-off?

Se også: Berlinalen 2017 – tanker, oplevelser og øjebliksbilleder (del 2).

Kommentarer

Berlinalen 2017 – tanker, oplevelser og øjebliksbilleder (del 1)

  • 2

    Åååhh, mit filmhjerte går ud til dig, Mattia, og din ømme pande efter mødet med (Berlin)muren. Håber det er okay, jeg sad og småfniste hele vejen :-)

    "Træder fortumlet ind på færgedækket og mærker min ubetydelige krop i det massive skrog." - jeg ser i den grad frem til næste kapitel.

    Oberst Kurtz24-02-17 19:45

  • ★★★2

    Jeg ser frem til at læse hvordan fortællingen udvikler sig. Dejligt med fokus på sådan noget som filmfestivaler. Gerne mere af det. Nu i er igang, kan i vel også tage Cannes med når den tid kommer ;)

    Aranyhajú Nyárszépe25-02-17 08:46

  • ★★★★★1

    Haha! :D jeg er beæret over, at mine skrækkelige dansemoves bliver nævnt (og gudskelov ikke udpenslet!), Mattia :D men jeg kunne aldrig finde på at udsætte andre for mit pinagtige danseri! Selvom det kunne være mægtigt at lave noget med Keshtkar - jeg kunne virkelig godt lide ham i Nibe! Selvom han kun var med i én scene, så husker jeg ham tydeligt!

    Og FEDT med Berlinale-reportage, man!

    The Insider25-02-17 16:12

  • 1

    Yay! Tusind tak for de herlige kommentarer. Berlin var en kamp, og jeg er glad for at kunne dele ud af alle de dejlige fejl jeg foretog mig undervejs! (Tag det lidt som et eksperiment!) :)

    Der er dog ingen tvivl om, at tingene skal gøres helt anderledes, hvis der skal være en mere seriøs dækning (og det skal der!!!) af festivalen næste år!

    Hehe. Bliver helt glad af at læse jeres kommentarer!!! Det kunne ikke gøre mit amatørhjerte lykkeligere! :D

    Haha! :D jeg er beæret over, at mine skrækkelige dansemoves bliver nævnt (og gudskelov ikke udpenslet!), Mattia :D men jeg kunne aldrig finde på at udsætte andre for mit pinagtige danseri! Selvom det kunne være mægtigt at lave noget med Keshtkar - jeg kunne virkelig godt lide ham i Nibe! Selvom han kun var med i én scene, så husker jeg ham tydeligt!

    Og FEDT med Berlinale-reportage, man!

    Husker dig fra Robert for to år siden, og der dansede du skønt! (Så dig ikke danse i år desværre!) :D

    BusinessMonkey25-02-17 18:35

  • ★★★★★★1

    Underholdende læsning og meget levende beskrevet:-D

    T. Nielsen25-02-17 19:17

  • ★★★★★0

    Du var tydeligvis stærkt, stærkt beruset for to år siden, Mattia! ;-)

    The Insider25-02-17 20:34

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen