Anmeldelse: Smølferne - Den hemmelige landsby

Der skal ikke gå mange år, før en filmfranchise ændres eller startes forfra. Denne praksis er i dag så hyppig, at der er udviklet specifikke termer for den. Mellem et remake, der i udgangspunktet er tro mod den originale idé, og et reboot, som helt gentænker den, finder vi kendte begreber som sequel og prequel. Praksissen har været udskældt for ikke at være original nok og for at trække tidligere film i franchisen ned. Nogle gange kan den dog det modsatte, og det er tilfældet med "Smølferne – Den hemmelige landsby".

I denne tredje spillefilm siden "Smølferne" fra 2011 følger vi Smølfine. Som den eneste kvindelige smølf har hun altid været en af seriens centrale karakterer, men hvor de andre smølfer altid har en simpel rolle at udfylde i deres lille samfund, har hun svært ved at finde sin. Hun er nemlig ikke en oprindelig smølf, da hun blev lavet af troldmanden Gargamel for at lokke de andre smølfer, der alle er mandlige, til sig. Da hun en dag sammen med Brille-, Stærk- og Klodsetsmølf opdager, at der måske lever andre, anderledes smølfer i den nærliggende Forbudte Skov, tager hun og hendes gode kammerater på et eventyr, som også vil lære hende, hvem hun selv er.

"Smølferne – Den hemmelige landsby" er både en re-quel og en soft-reboot, da den går i en helt anden retning end de to forrige spillefilm, som kastede "realistiske" smølfer ind i virkelighedens New York og Paris. Den går tilbage til et 100 % animeret, fantastisk univers, hvor den udforsker og bygger videre på de temaer, som smølfernes skaber, Peyo, oprindeligt fandt på.

Peyos oprindelige univers er dog ikke dominerende. Tydeligst ved at filmen er computeranimeret i en tredimensionel verden, hvilket er standarden i dag, hvor klassisk animation i to dimensioner, som den gamle tegnefilmsserie, har været ude i snart 30 år. Det har sin mærkbare effekt i forhold til Peyos ikoniske tegnestreg med de tætsiddende øjne og øjenbryn, der sidder på huerne, som bare er så svær at gengive på en 3D-figur. Folkene bag filmen skal dog roses for at gå væk fra de to forrige films "realistiske" design og tilnærme sig det klassiske design.

Det er ikke til at komme uden om, at filmens smølfer er blevet gentænkt i forhold til i dag. Det mærkes også i manuskriptet (skrevet af to kvinder i modsætning til forrige films 4-5 mænd), der en smule uelegant følger samtidens tendens til at vise, at det kvindelige køn både kan være smukt og handlekraftigt. Der er skam intet galt i at se en handlekraftig Smølfine, tværtimod. Det kradser blot en smule, når andre smølfer handlingslammes, da en af smølfernes hovedpointer er, at de til trods for deres forskellighed altid kan finde ud af at samarbejde. Denne pointe er dog at finde igennem det meste af filmen, og især Peyos fantasifulde univers respekteres og får nyt liv, når Smølfine og resten af Team Smølf begiver sig ind i den Forbudte Skov, hvor kyssende planter og selvlysende kaniner findes.

"Smølferne – Den hemmelige landsby" er et skønt eventyr, der vellykket både vender tilbage og bygger videre på Peyos oprindelige univers. Filmen tør endda give svar på spørgsmål, som Peyo lod stå åbne, som f.eks. hunsmølfers oprindelse, hvilket korrigerede min egen sære teori om, hvad der befinder sig under huen, da de små, blå, hankønsvæsner i tegnefilmene altid blev ekstremt forlegne og gemte sig, hvis den kom af. Nogle gange, som her, fortjener re-quels og soft-reboots smølfedeme deres plads i filmhistorien!