Moovy Exclusive: CPH PIX 2017 - dag 10: Feminist-action, når det er bedst

Efter en sviptur til Berlin er Moovys udsendte tilbage på CPH PIX og beretter her om feminist-actionfilmen "68 Kill".

Denne PIX-dag startede sløvt, da jeg missede den første film på grund af en forsinkelse med mit fly fra Berlin. Men ingen klager herfra, for jeg fik alle oplevelser dækket med den farverige "68 Kill", jeg senere fik at se i Palads.

Her har en uheldig fyr en så dårlig smag i kvinder, at de smukkeste af dem kan få ham til alt. Det udnytter hans prostituerede kæreste, da hun vil stjæle 68.000 dollars fra en af sine kunder. Det ene leder til det andet, og snart må den stakkels tumpe finde sig selv blive gennembanket af goths, hvis han da ikke render halvnøgen rundt for at flygte fra sin (nu eks)kæreste og hendes langsomt opfattende, men dødsensfarlige bror.

"68 Kill" er skøn feminist-action, når det er bedst. Chip, vores uheldige helt, må blive en stærkere mand for at hamle op med de tre bindegale kvinder, der alle er efter ham – og som alle har en styrke, han ikke helt kan hamle op med. Instruktør Trent Haaga har lavet en film, der er lige så skrupskør, som dens humor er mørk. Når fotograferingen i "68 Kill" samtidig får den til at ligne en farvebog fra 70'ernes sleaze-film, er det en ren fornøjelse at komme på denne rutsjebanetur på en lørdag aften i Palads.

Der var fest i Chateau Motel efter visningen af "Napoleon Dynamite", men undskyld. Mine fødder bragte mig hjem i stedet. Blandingen af PIX og Berlin var for hård.

Kommentarer

CPH PIX 2017 - dag 10: Feminist-action, når det er bedst

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen